Igen har vinden baaret mig til en af Manilas internetcafeer efter nogle turbulente dage, der kort kan ridses op med stikordene: "veggie-burgerens haevn", "den underjordiske flod", "busturen" og "El Nido - et tropeparadis.... i monsuntid". Lad mig laegge ud med veggie-burgeren:
I sidste indlaeg fik jeg vist lige skamrost den "fantastiske vegetar-restaurant" en tand for tidligt, for faa timer efter udgivelsen gjorde min hovedret, en vegetar burger, oproer, og oproeret varede ved den halve nat - en uskoen scene. En ordentlig vegetar-resteurant paa Filippinerne forbliver altsaa en utopisk tanke. Maveturbulensen faldt sammen med, at jeg naeste morgen havde booket en udflugt til Palawans underjordiske flod, saa klokken 6 efter tre solide timer paa oejet indtog jeg bagsaedet i en mini-van, der koerte mig og 7 andre nordpaa til floden naer byen Sabang. Den underjordiske flod her er en af verdens laengste, og jeg tog paa en 45 minutters rundfart ind i moerket, hvor drypsten i alle afskygninger gav min guides fantasi anledning til at loebe loebsk - hest, fallos, hest med fallos, noegne kvinder, fisk, dinosaur og de tre vise maend fra Oesterland, der var ikke det, den mand ikke kunne faa ud af de drypsten. Desvaerre var jeg for svaekket til at dele hele hans begejstring for drypstenene, men selve floden og ikke mindst dens omgivelser var flotte. Tilbage i sollyset gik turen nu tilbage til Puerto Princesa, hvor jeg gik i dvale for resten af dagen.
Den naeste dag gik med traditionel fiskeri med line og krog sammen med en lokal fisker, men for nu ikke at snakke mere om, hvad der kom ud af den tur, vil jeg gaa videre til naeste stikord "busturen". Skildringer af offentlig transport burde jo vaere doedens poelse, men paa ukendt vis ender busture her altid op med naerdoedsoplevelser, og min bustur til El Nido, der ligger ved Palawans nordspids, var ingen undtagelse.
I den gryende morgen d. 30. maj var der opstaaet en lummer atmosfaere i bussen, og passagernormeringen, en lille bus til halvtreds mennesker, truede min intimsfaere serioest. Saederne i bussen slog ikke til, og jeg var kommet sent til busterminalen, saa som substitut for et saede fik jeg et traebraet, der laa som en bro over midtergangen. Med bussen fyldt til bristepunktet satte bussen afsted fra Puerto Princesa, og vi var ikke kommet udenfor bygraensen foer det hoejre baghjul bristede. Og daekeksplosionen blev blot startskud for en dag, hvor Murphy's lov, alt hvad der kan gaa galt, vil gaa galt, syntes til at vaere en naturlov. Reservedaekket var lige blevet koert varmt, da venstre baghjul eksploderede, og reservedaekket naaede da ogsaa at springe, foer bussen drejede ind paa en uasfalteret vej, som regn havde forvandlet til mudder. Med en helt urimelig passagernomering gravede bussen sig nu ned i mudret, og ikke langt inde paa vejen maatte vi traekkes fri af en gravko, men saa gik der ogsaa en rum tid, foer der igen skete noget, da bussens frontparti i kollision med en sten blev flaaet af. Buschauffoeren inspicerede skeptisk bussen, men skaderne var af overfladisk karakter, saa to minutter senere var han tilbage bag rattet. Regnen stod nu ned i stive staenger, og flere gange var bussen ved at vaelte i det ubarmhjertige terræn, saa der loed skrig fra kvinder og boern, og maaske udstoedte jeg ogsaa et lille gisp. Men noget eller nogen holdt haanden over os denne eftermiddag i maj, og tilbage paa asfalteret vej aandede jeg lettet op, lige indtil jeg igen sukkede, da motoren broed sammen op ad en bakketop. Heldigt er det, at filippinerne tager alting med et smil paa laeben, for det holdt mig fra at synke ned i dyb depression, og to timer senere var bussen eller resterne af den koereklar. Nu laa moerket tungt over landet, og da frontpartiet, inkl. forlygter, var sat ud af spil tidligere, maatte to maend sidde paa taget af bussen med lommelygter og oplyse vejen, saa i skaeret af to 2,2 V paerere ramte vi El Nido klokken ni. Min ungdrengekrop var nu godt kvaestet efter smaa 14 timer paa traepladen, men tanken om El Nidos healende saltvand og sandstrand, som ventede dagen efter, hjalp paa humoeret.
Naeste morgen vaagnede jeg saa op til lyden af en monsunskylle, der styrtede mod mit staaltag, og mine droemme om strandsand, branket naese og havvand druknede den dag i regnvand. Der er ikke meget at tage sig til i El Nido, naar det regner, saa jeg laeste en bog og holdt ellers et fint soevngennemsnit paa 10 timer pr. dag, indtil skyerne paa tredjedagen mirakuloest aabenede sig. Og jeg naaede lige at snorkle ved nogle af de fantastiske klippeformationer, som skyder op af havet naer El Nidos kyst, og faa en gardin solforbraending, foer skyerne igen samlede sig over landet samme dag.
Fra El Nido ville jeg nu tage faergen til oeen Coron, hvor et amerikansk luftangreb mod japanske fragt- og krigsskibe engang under anden verdenskrig skulle have affoedt vragdykning af foerste klasse. Men palawanerne er et oefolk med respekt for naturen, og kystvagten ville ikke lade min skude proeve kraefter med den haarde soe, saa tre dage i streg laa den i havn, foer jeg tidspresset saa mig noedsaget til at goere noget drastisk, saa d. 3. juni tog jeg bussen tilbage til Puerto Princesa (= DRASTISK). Vejguderne forbarmede sig dog over os, og ikke langt oppe af dagen landede jeg i Puerto Princesa.
I Puerto Princesa var vejret slaaet om fra monsun til braendende sol, saa naeste dag eksponerede jeg paany min krop for en god overdosis UV-straaling i haabet om en brun farvetone, men igen maatte jeg bittert sande, at jeg endte over i den roede ende af farvespektret. Jeg forlod stranden, og trak i mine fineste og reneste festklude, fjallrav shorts og en beskidt t-shirt, for samme aften var jeg inviteret til 30-aars foedselsdag hos Yvonne, en tysker, jeg traf i El Nido. Festen blev holdt hos en ven af en ven til Yvonne, en tysk soemand, der havde giftet sig med en filipina, og det udviklede sig et godt gilde, hvor grill-buffeten er en, jeg sent vil glemme, maaske isaer fordi den stod i skaerende kontrast til den tun paa daase, jeg havde levet af de foregaaende dage.
Apropos tun saa tog jeg paa fisketur naeste morgen klokken fem sammen med to lokale tunfiskere, og det gav afkast. To timer efter, vi havde sat fra land, huggede den foerste tun paa, og min skipper landede den med bravur. Og lidt efter gjorde jeg ham kunsten efter, og det maa saa vaere min succeshistorie fra Palawan, som jo monsun eller ej er en fantastisk oe!
Igaar floej jeg saa tilbage til Manila, hvor jeg sidder nu og skal til at evaluere min rejse gennem verden. Og som jeg sad igaar aftes og funderede over min rejse, kunne jeg ikke lade vaere med at smile, for selvom det taetteste, jeg kom paa en prinsesse og et halvt kongerige, var en midaldrende filipina og en brunkage, har min rejse alligevel vaeret et fantastisk eventyr. Bare det, at jeg har haft muligheden for at rejse, er jo fantastisk, for langt de fleste af de lokale, jeg har talt med paa min vej, har aldrig haft den mulighed. Men det er en af rejselivets frugter, at man faar sat tilvaerelsen i perspektiv, og det gaar op for en, at mange af de ting, man tager for givet i Danmark, ikke er universelle selvfoelger. Til sidst maa jeg jo sige, at jeg ikke kom over alle bjerge i den her omgang. Og godt for det, for saa har jeg jo al mulig grund til at udforske mere af vores fantastiske verden. Og den er jo storslaaet!
I har kun faaet toppen af isbjerget paa bloggen, og jeg kunne sige meget mere om min rejse, men mit blaekhus er ved at vaere tomt, saa resten maa I faa, naar jeg kommer hjem. Det bliver fantastisk at se jer allesammen igen og genopleve Danmark og smagen af en leverpostejsmad.
Knus til alle Morten
P.S. Tjek billedalbum.
