Filippinerne!

Saa er jeg kommet til filippinernes land. Tilbage i start-maj krydsede jeg det syd kinesiske hav og landede i hovedstaden Manila tidligt om morgenen. Overfarten havde vaeret soevnloes, saa jeg fandt et guesthouse, Richmond Pension, hvor jeg kunne indhente den tabte soevn, foer jeg gik paa opdagelse i Manilas gader.

En velafviklet lur senere trak jeg i fjallrav-buksen og tog paa sight-seeing. Manilas bybillede er tilsyneladende praeget af tre ting: fastfood, storcentre, fastfood og jeepneys, som er en oeredoevende fusion mellem jeep og bus. Men kradser man lidt i overfladen, finder man slumkvarterer bag happy-meal skiltene, saa skindet bedrager, og ved skumring bliver tiggere en del af gadebilledet. Manila er altsaa i sig selv ikke saerlig charmerende, og det er ikke et sted man har lyst til at haenge ud alt for laenge, saa d. 11. tog jeg natbussen til Legaspi 538 km fra Manila. Jeg havde flottet mig lidt ved at koebe billet til aircon bussen, saa der var lagt op til en nat med fokus paa soevn, indtil buschauffoeren som godnathistorie valgte at vise SAW I, den mest meningsloese gyser til dags dato. Da rulleteksterne saa koerte, valgte han, maaske inspireret af filmen, at slaa air conditioningen over paa "arktisk", saa nu var det ikke et spoergsmaal om soevn men om overlevelse.

Jeg overlevede natten ved diskret at krybe ind til min sidekammerat, uden at det saa for mistaenksomt ud, og kom til Legaspi naeste morgen.

Legaspi er i sig selv ret uinteressant, og hovedattraktionen i byen er nok et godt bageri. Men byen ligger lige for foden af vulkanen mt. mayon (2462 m), saa Legaspi er stedet, hvis man vil trekke paa modernaturs madonna-bryst, der konstant udaander roeg fra krateret (jeg ved godt, at det er en sky paa billedet).

jeg gav mig i kast med at finde en guide og jeg fandt en hos Bicol adventures i Legaspi. Naeste morgen tog min guide og jeg saa afsted mod knife edge (2200 m), og i moerket, der laa tungt over landskabet i den tidlige morgentime, kunne man se krateret ulme. To timers gang op ad vulkanen gennem taet vegetation naaede vi Camp I, og det var gaaet glidningsfrit. Ruten til Camp II gik langs stoerknede men fugtige lavafloder, som min guide klatrede op ad som en stenbuk, mens jeg mere vil beskrive min egen klatrestil som "ualmindelig-daarlig-og-et-trist-syn" - mine kondisko var godt sovset ind i oploest lavasten, og jeg skoejtede rundt paa vulkanen. Jeg havde klart undervurderet noget, der lignende et stort muldvarpeskud, og halvvejs oppe af vulkanen maatte jeg give op, men det til trods havde det vaeret en fantastisk oplevelse!

Tilbage i Legaspi bearbejdede jeg dagens nederlag hos den gode bager og fik en nats soevn, foer jeg naeste morgen tog til den lokale busterminal for at finde en bus mod Manila. Det halve doegn fanget i et frysende aircon-helvede sad stadig braendt fast i hukommelsen, saa jeg valgte en regulaer bus den her gang. Og alt lovede godt, lige indtil jeg fik saede ved siden af en midaldrende dame i bussen. Damen hed Anna, og bussen havde ikke svunget ud af legaspi city, foer hun havde gang i en haeftig samtale med mig. Monologen udviklede sig til en omfattende familiekroenike med familiealbum og hele moletjavsen, foer Anna halvanden time senere afsloerede sin skjulte agenda "Morgan, will you marry my daughter?". For hoefligheds skyld ventede jeg lige et sekund med at svare nej, men lige meget hjalp det. Hun gav ikke op, og ti minutter efter sad hun og proevede at se fristende ud med en brunkage i haanden, mens hun sagde "... or... you can have me?" (hun loefter oejnbrynene). Brunkagen styrkede saa afgjort hendes sag, men selvdisciplineret styrede jeg mine lyster.

For lige at goere scenen lidt relevant saa virker det til, at der er et par misforstaaelser i omloeb pa Filippinerne, nemlig dem, at alle alenerejsende maend her har brug for viagra, og saa vil de giftes og have "massage". Ihvertfald er det ioejnefaldende, hvor mange gange man kan blive tilbudt aegteskab, massage og viagra i loebet af en indkoebstur. Men minoriteten af gamle maend i blomstrede hawaii-skjorter fra vesten, der gifter sig med purunge filippinas, er jo ogsaa kolosal, saa det retfaerdiggoer vel den slags misforstaaelser.
180 km foer Manila stod jeg af i Lucena, og her brugte jeg nogle dage paa at slappe af, vaere til hoestfestival og laese de sidste sider af det kaetterske skifte, The Da Vinci Code, som ingen katolikker i det her land rigtig bryder som om (eller ihvertfald ikke de fire, jeg har snakket med), for saa at tage resten af vejen til Manila.

d. 18. tog jeg saa fra Manila til Puerto Galera, der ligger paa oeen Mindoro syd for hovedstaden for at tage dykkercertifikat, og her fandt jeg mig en PADI-instruktoer og et vaerelse med koekken. Dykkercertifikatet var halvdyrt, men den fremragende danske mad, dvs. havregryn og broed med nutella, jeg tryllede frem i koekkenet, reddede budgettet. Det blev til seks dyk med koraller og fisk under overfladen, foer jeg hoestede mit certifikat, som jo aabner doeren til en helt fantastisk og enestaaende verden, der er flere klasser over Tropestuen i Nr. Snede! Fantastisk.

Fra at svaeve vaegtloes over fascinerende koralrev plantede jeg nu igen begge mine ben paa jorden i Metro Manila, hvor jorden er for forurenet til, at de kunne slaa roedder, saa tidligere idag floej jeg til Puerto Princesa paa tropeoeen Palawan i min soegen efter en underjordisk flod, et ukultiveret stykke strand, mere dykning og svaret paa nogle af livets store spoergsmaal: har gud et feminint ansigt? og hvor langt skal man gaa for at forbraende en mc flurry? Indtil videre har jeg fundet et guesthouse med en uovertruffen hjemlig atmosfaere og en fantastisk vegetar-restaurant, der er min redningsmand fra at blive supersized og aareforkalket i slagterhuset Manila, saa foerstehandsindtrykket af Palawan er prima.

Jeg glaeder mig til at nyde mine sidste uger i det her fantastiske og kontrastfulde land med afslapning, filosofi og adventure paa Palawan - det bliver en succes!

Mange knus til alle fra Morten

Transport, templer og tour de Mekong

Klokken var langt foer hanegal, da tog 275 d. 17. april forlod Hualamphong togstation i Bangkok. Toget koerte mod graensebyen Aranya Prathet og vogn 76 var lastet med mig og en haandfuld thailandske legetoejssaeglere, der uden forespoergsel demonstrerede, hvor meget larm deres pistoler af den type, som siger kgniiiirn-kgniiiiirn, kunne lave. Scenen var sat til seks soevnloese timer, men lidt over 7 opgav legetoejssaelgerne, og begav sig videre paa deres stoejforurenende togt til naeste vogn, saa jeg oejnede chancen for lidt soevn. Men en blindpassager, der tilfaeldigvis viste sig at vaere soevnens aerkefjende numero uno, en hane, forpurrede disse planer ved at gale resten af vejen.
Lidt foer middag ankom jeg saa til Aranya Prathet, og herfra gik det over stok og sten i tuk-tuk og bus til Siem Reap, en cambodiansk provinsby, hvorfra jeg naeste dag skulle paa udflugt til templet Angkor Wat, verdens stoerste religioese bygning.
Angkor Wat skulle vaere fantastisk ved solopgang, saa naeste morgen, kl. 4, sad jeg igen i tuk-tukkens plys paa vej mod templet. Og Angkor Wat skuffede ikke. Et fantastisk bygningsvaerk selv set i optikken af en skindoed Morten, som for anden morgen i traek havde ofret sin morgensoevn.

Jeg vil springe let og uelegant hen over mine ophold i Battambang, Phnom Penh og Sihanoukville (men tjek billedealbummet!), for at komme videre til noget andet: Tour de Mekong. Udover en togtur med et bambus-tog i Battambang, hvor jeg under hele turen ventede paa, at vognen skulle styrte sammen, havde Cambodia vaeret en tam destination, saa jeg besluttede mig for at skride til handling. Inspireret af et oekoturistisk projekt, Mekong Discovery Trail, tog jeg derfor paa cykeltur ned langs Mekongfloden fra Strung Treng til Kratie, og her foelger historien:

Tilbage i Phnom Penns gader, hvor jeg var landet efter Sihanoukville, lejede jeg en cykel af typen terraengaaende-fold-sammen, og d. 28. april satte jeg saa afsted fra Phnom Penn i bus. Ni timers koersel i nordlig retning senere kunne jeg saa folde mine ben og min cykel ud i provinsbyen Strung Treng (for kort: se link i venstre spalte) efter en bustur, der for mit vedkommende havde vaeret praeget af, at min sidemands lille dreng ikke lige var naaet paa toilettet. Det lille uheld havde forvandlet ni fritimer til ni timers kamp mod en mobil poel af tis paa gulvet, der i hver vejkurve truede med at skylle ind over mine foedder. Jeg undgik dog de vaerste skyl, men selv for en pensioneret paedagogmedhjaelper, der er vant til at haandtere den slags situationer, havde det vaeret en udmattende transport.
Der var ikke meget tid til at komme sig i, for Strung Treng ligger klods op ad mekong-floden, og naeste morgen kl. 6 var jeg i sadlen. Dagens etape fra Strung Treng til landsbyen Koh Knhaer havde en flad profil, men med selvmorderiske insekter i luften, der kastede sig skaanselsloest ind i oejeaeblet, og en braendende hede langs en uvedligeholdt vej var der alligevel lagt op til en udmattende enkelstart.

Men den ene omdrejning tog den anden, og efter 12 fantastiske timer paa vejen i selskab med fiskere, landsbyboern og munke landede jeg i Koh Khnhaer, hvor det hurtigt gik op for mig, at ingen forstod engelsk. ok, "food" og "sleep" gav ingen respons, saa jeg kastede mig ud i noget kropsprog, og efter et kvarter gik det op for en af de yngre lokale, at min maerkelige kropspositur var en imitation af en mand, der sov og spiste, saa han viste mig til en tom offentlig shelter og tilboed mig noget at spise. Jeg takkede ja, og tre timer senere kunne jeg se tilbage paa en aften, hvor jeg havde faaet landsbyens gaestfrihed at smage foerst med et overdaadigt traktement, og saa med en invitation til at sove hos en lokal familie istedet for i shelteren. Fantastisk!

Tidligt naeste morgen takkede jeg for kost og logi, foer jeg fik en lokal fisker til at sejle mig til oeen Koh Rougniv midt i Mekong-floden, hvor jeg ville foelge et oksekaerrespor til oens sydlige spids. Baadturen var en succes, og jeg fandt da ogsaa et oksekaerrespor eller mere specifikt et udvisket hjulaftryk, der vidnede om, at der maaske engang i tidernes morgen havde koert en kaerre her. Jeg besluttede mig for at foelge det enlige hjulaftryk, som Mekong discovery trail havde doebt et spor, ind gennem oeens ret taette vegetation, men efter halvanden time, hvor jeg havde trukket cyklen gennem ploeret, gav jeg op. Hjulaftrykket var en dead end, og jeg maatte vende om. Tilbage ved bredden fandt jeg min redningsmand, en lokal fisker, jeg ogsaa havde set ved ankomsten, og med et "det kunne jeg godt have fortalt dig"-smil paa laeberne boed han mig paa kogte rodfrugter, foer han tilboed at sejle mig tilbage til Koh Khnhaer. Og tilbage til Koh Khnhaer det gik.
Min oprindelige ide var at tage en baad fra Koh Rougnivs sydspids til landsbyen Sambor, hvor jeg ville overnatte i en wat, et buddhistisk tempel, men der var en anden vej til Sambor, en hovedvej. Lettere skuffet over at skulle udskifte det dristige oksekaerrespor med en asfalteret hovedvej skar jeg alligevel ind i landet og vaek fra Mekong-floden for at slutte mig til den store vej, som uventet ledte til en uforglemmelig oplevelse. De 40 kilometer med asfalt i horisonten var jo ikke videre ophidsende, men jeg havde kun lige naaet at saette cyklen i sjette gear, foer en familie, der boede op ad hovedvejen, inviterede mig ind til snaps og snack. Familiens mandlige medlemmer havde tydeligvis allerede drukket taet i et godt stykke tid, men klokken naermede sig jo ogsaa 12 middag. Skik foelge eller land fly, saa jeg fik ogsaa serveret et glas finsprit, som jeg nippede til. Tilbehoeret var et lokalt raakost-mix, der var overraskende velsmagende indtil tredje skefuld, hvor jeg for foerste gang fik oejnkontakt med en af salatens beboere, en roed myre, der sammen med sine artsfaeller ved naermere eftersyn viste sig at vaere salatens hovedingrediens.

Rygtet om en hvid cyklist spredte sig som en steppebrand til nabohusene, og inden jeg fik set mig om, havde min tidlige eftermiddag udviklet sig til en house-crawl, hvor jeg besoegte og spiste ved familier langs hovedvejen, og jeg kan kun tage hatten af for deres gaestfrihed.

House-crawlen satte mig i besiddelse af en fyldt vom, og samtidig satte den mig haabloest bagud i forhold til at naerme mig watten i Sambor den dag, og min mission fejlede da ogsaa, men til gengaeld noed jeg et homestay lige i udkanten af Sambor, saa fra en morgenstund, hvor oksekaerresporet havde svigtet mig, havde dagen udviklet sig i en ret fantastisk retning.

Naeste morgen kiggede jeg forbi watten i Sambor og racede saa de 35 km til Kratie, hvor jeg tog en aeresrunde paa Champs-Élysées ogsaa kendt som den lokale markedsplads, foer jeg lod mig indkvartere paa You Hong Guesthouse. Senere paa dagen cyklede jeg saa til Kampi, hvor jeg lejede en baad i haabet om at se den truede Irrawaddy delfin, der til mit held ikke langt fra kanten aabenbarede sig.

200 fantastiske kilometer vej/sti/oksekaerrespor laa bag mig, og med en halvspoleret bag vente jeg dagen efter tilbage til Phnom Penn, hvor jeg overnattede, foer bussen d. 3. maj gik til Bangkok.

1 maaned fortalt i high-speed og highligts men i low-quality, for min historie i Cambodia og Thailand er meget laengere og bedre, men de gode rester maa mit sultne publikum faa, naar jeg kommer hjem.

d. 9. maj kom jeg saa til Filippinerne, som har vist sig at vaere et fantastisk land, men mere herom senere.

Knus til alle, Morten