Paa falderebet

Saa er jeg tilbage i Abu Dhabi, og efter flere maaneder, hvor de sanitaere forhold ikke just har vaeret i verdenklasse, er det jo et helt glaedeligt gensyn med de eksplosive toiletskyl, man kan nyde her. Abu Dhabi har fancy toiletfaciliteter, men udover at afproeve dem er der ikke meget at tage sig til her, saa det bliver godt at saette sig i flyet til Bruxelles.

Det var mine korte ord. Vi ses om lidt,

Mange knus Morten

Palawan

Igen har vinden baaret mig til en af Manilas internetcafeer efter nogle turbulente dage, der kort kan ridses op med stikordene: "veggie-burgerens haevn", "den underjordiske flod", "busturen" og "El Nido - et tropeparadis.... i monsuntid". Lad mig laegge ud med veggie-burgeren:
I sidste indlaeg fik jeg vist lige skamrost den "fantastiske vegetar-restaurant" en tand for tidligt, for faa timer efter udgivelsen gjorde min hovedret, en vegetar burger, oproer, og oproeret varede ved den halve nat - en uskoen scene. En ordentlig vegetar-resteurant paa Filippinerne forbliver altsaa en utopisk tanke. Maveturbulensen faldt sammen med, at jeg naeste morgen havde booket en udflugt til Palawans underjordiske flod, saa klokken 6 efter tre solide timer paa oejet indtog jeg bagsaedet i en mini-van, der koerte mig og 7 andre nordpaa til floden naer byen Sabang. Den underjordiske flod her er en af verdens laengste, og jeg tog paa en 45 minutters rundfart ind i moerket, hvor drypsten i alle afskygninger gav min guides fantasi anledning til at loebe loebsk - hest, fallos, hest med fallos, noegne kvinder, fisk, dinosaur og de tre vise maend fra Oesterland, der var ikke det, den mand ikke kunne faa ud af de drypsten. Desvaerre var jeg for svaekket til at dele hele hans begejstring for drypstenene, men selve floden og ikke mindst dens omgivelser var flotte. Tilbage i sollyset gik turen nu tilbage til Puerto Princesa, hvor jeg gik i dvale for resten af dagen.
Den naeste dag gik med traditionel fiskeri med line og krog sammen med en lokal fisker, men for nu ikke at snakke mere om, hvad der kom ud af den tur, vil jeg gaa videre til naeste stikord "busturen". Skildringer af offentlig transport burde jo vaere doedens poelse, men paa ukendt vis ender busture her altid op med naerdoedsoplevelser, og min bustur til El Nido, der ligger ved Palawans nordspids, var ingen undtagelse.
I den gryende morgen d. 30. maj var der opstaaet en lummer atmosfaere i bussen, og passagernormeringen, en lille bus til halvtreds mennesker, truede min intimsfaere serioest. Saederne i bussen slog ikke til, og jeg var kommet sent til busterminalen, saa som substitut for et saede fik jeg et traebraet, der laa som en bro over midtergangen. Med bussen fyldt til bristepunktet satte bussen afsted fra Puerto Princesa, og vi var ikke kommet udenfor bygraensen foer det hoejre baghjul bristede. Og daekeksplosionen blev blot startskud for en dag, hvor Murphy's lov, alt hvad der kan gaa galt, vil gaa galt, syntes til at vaere en naturlov. Reservedaekket var lige blevet koert varmt, da venstre baghjul eksploderede, og reservedaekket naaede da ogsaa at springe, foer bussen drejede ind paa en uasfalteret vej, som regn havde forvandlet til mudder. Med en helt urimelig passagernomering gravede bussen sig nu ned i mudret, og ikke langt inde paa vejen maatte vi traekkes fri af en gravko, men saa gik der ogsaa en rum tid, foer der igen skete noget, da bussens frontparti i kollision med en sten blev flaaet af. Buschauffoeren inspicerede skeptisk bussen, men skaderne var af overfladisk karakter, saa to minutter senere var han tilbage bag rattet. Regnen stod nu ned i stive staenger, og flere gange var bussen ved at vaelte i det ubarmhjertige terræn, saa der loed skrig fra kvinder og boern, og maaske udstoedte jeg ogsaa et lille gisp. Men noget eller nogen holdt haanden over os denne eftermiddag i maj, og tilbage paa asfalteret vej aandede jeg lettet op, lige indtil jeg igen sukkede, da motoren broed sammen op ad en bakketop. Heldigt er det, at filippinerne tager alting med et smil paa laeben, for det holdt mig fra at synke ned i dyb depression, og to timer senere var bussen eller resterne af den koereklar. Nu laa moerket tungt over landet, og da frontpartiet, inkl. forlygter, var sat ud af spil tidligere, maatte to maend sidde paa taget af bussen med lommelygter og oplyse vejen, saa i skaeret af to 2,2 V paerere ramte vi El Nido klokken ni. Min ungdrengekrop var nu godt kvaestet efter smaa 14 timer paa traepladen, men tanken om El Nidos healende saltvand og sandstrand, som ventede dagen efter, hjalp paa humoeret.

Naeste morgen vaagnede jeg saa op til lyden af en monsunskylle, der styrtede mod mit staaltag, og mine droemme om strandsand, branket naese og havvand druknede den dag i regnvand. Der er ikke meget at tage sig til i El Nido, naar det regner, saa jeg laeste en bog og holdt ellers et fint soevngennemsnit paa 10 timer pr. dag, indtil skyerne paa tredjedagen mirakuloest aabenede sig. Og jeg naaede lige at snorkle ved nogle af de fantastiske klippeformationer, som skyder op af havet naer El Nidos kyst, og faa en gardin solforbraending, foer skyerne igen samlede sig over landet samme dag.
Fra El Nido ville jeg nu tage faergen til oeen Coron, hvor et amerikansk luftangreb mod japanske fragt- og krigsskibe engang under anden verdenskrig skulle have affoedt vragdykning af foerste klasse. Men palawanerne er et oefolk med respekt for naturen, og kystvagten ville ikke lade min skude proeve kraefter med den haarde soe, saa tre dage i streg laa den i havn, foer jeg tidspresset saa mig noedsaget til at goere noget drastisk, saa d. 3. juni tog jeg bussen tilbage til Puerto Princesa (= DRASTISK). Vejguderne forbarmede sig dog over os, og ikke langt oppe af dagen landede jeg i Puerto Princesa.
I Puerto Princesa var vejret slaaet om fra monsun til braendende sol, saa naeste dag eksponerede jeg paany min krop for en god overdosis UV-straaling i haabet om en brun farvetone, men igen maatte jeg bittert sande, at jeg endte over i den roede ende af farvespektret. Jeg forlod stranden, og trak i mine fineste og reneste festklude, fjallrav shorts og en beskidt t-shirt, for samme aften var jeg inviteret til 30-aars foedselsdag hos Yvonne, en tysker, jeg traf i El Nido. Festen blev holdt hos en ven af en ven til Yvonne, en tysk soemand, der havde giftet sig med en filipina, og det udviklede sig et godt gilde, hvor grill-buffeten er en, jeg sent vil glemme, maaske isaer fordi den stod i skaerende kontrast til den tun paa daase, jeg havde levet af de foregaaende dage.
Apropos tun saa tog jeg paa fisketur naeste morgen klokken fem sammen med to lokale tunfiskere, og det gav afkast. To timer efter, vi havde sat fra land, huggede den foerste tun paa, og min skipper landede den med bravur. Og lidt efter gjorde jeg ham kunsten efter, og det maa saa vaere min succeshistorie fra Palawan, som jo monsun eller ej er en fantastisk oe!


Igaar floej jeg saa tilbage til Manila, hvor jeg sidder nu og skal til at evaluere min rejse gennem verden. Og som jeg sad igaar aftes og funderede over min rejse, kunne jeg ikke lade vaere med at smile, for selvom det taetteste, jeg kom paa en prinsesse og et halvt kongerige, var en midaldrende filipina og en brunkage, har min rejse alligevel vaeret et fantastisk eventyr. Bare det, at jeg har haft muligheden for at rejse, er jo fantastisk, for langt de fleste af de lokale, jeg har talt med paa min vej, har aldrig haft den mulighed. Men det er en af rejselivets frugter, at man faar sat tilvaerelsen i perspektiv, og det gaar op for en, at mange af de ting, man tager for givet i Danmark, ikke er universelle selvfoelger. Til sidst maa jeg jo sige, at jeg ikke kom over alle bjerge i den her omgang. Og godt for det, for saa har jeg jo al mulig grund til at udforske mere af vores fantastiske verden. Og den er jo storslaaet!

I har kun faaet toppen af isbjerget paa bloggen, og jeg kunne sige meget mere om min rejse, men mit blaekhus er ved at vaere tomt, saa resten maa I faa, naar jeg kommer hjem. Det bliver fantastisk at se jer allesammen igen og genopleve Danmark og smagen af en leverpostejsmad.

Knus til alle Morten

P.S. Tjek billedalbum.

Filippinerne!

Saa er jeg kommet til filippinernes land. Tilbage i start-maj krydsede jeg det syd kinesiske hav og landede i hovedstaden Manila tidligt om morgenen. Overfarten havde vaeret soevnloes, saa jeg fandt et guesthouse, Richmond Pension, hvor jeg kunne indhente den tabte soevn, foer jeg gik paa opdagelse i Manilas gader.

En velafviklet lur senere trak jeg i fjallrav-buksen og tog paa sight-seeing. Manilas bybillede er tilsyneladende praeget af tre ting: fastfood, storcentre, fastfood og jeepneys, som er en oeredoevende fusion mellem jeep og bus. Men kradser man lidt i overfladen, finder man slumkvarterer bag happy-meal skiltene, saa skindet bedrager, og ved skumring bliver tiggere en del af gadebilledet. Manila er altsaa i sig selv ikke saerlig charmerende, og det er ikke et sted man har lyst til at haenge ud alt for laenge, saa d. 11. tog jeg natbussen til Legaspi 538 km fra Manila. Jeg havde flottet mig lidt ved at koebe billet til aircon bussen, saa der var lagt op til en nat med fokus paa soevn, indtil buschauffoeren som godnathistorie valgte at vise SAW I, den mest meningsloese gyser til dags dato. Da rulleteksterne saa koerte, valgte han, maaske inspireret af filmen, at slaa air conditioningen over paa "arktisk", saa nu var det ikke et spoergsmaal om soevn men om overlevelse.

Jeg overlevede natten ved diskret at krybe ind til min sidekammerat, uden at det saa for mistaenksomt ud, og kom til Legaspi naeste morgen.

Legaspi er i sig selv ret uinteressant, og hovedattraktionen i byen er nok et godt bageri. Men byen ligger lige for foden af vulkanen mt. mayon (2462 m), saa Legaspi er stedet, hvis man vil trekke paa modernaturs madonna-bryst, der konstant udaander roeg fra krateret (jeg ved godt, at det er en sky paa billedet).

jeg gav mig i kast med at finde en guide og jeg fandt en hos Bicol adventures i Legaspi. Naeste morgen tog min guide og jeg saa afsted mod knife edge (2200 m), og i moerket, der laa tungt over landskabet i den tidlige morgentime, kunne man se krateret ulme. To timers gang op ad vulkanen gennem taet vegetation naaede vi Camp I, og det var gaaet glidningsfrit. Ruten til Camp II gik langs stoerknede men fugtige lavafloder, som min guide klatrede op ad som en stenbuk, mens jeg mere vil beskrive min egen klatrestil som "ualmindelig-daarlig-og-et-trist-syn" - mine kondisko var godt sovset ind i oploest lavasten, og jeg skoejtede rundt paa vulkanen. Jeg havde klart undervurderet noget, der lignende et stort muldvarpeskud, og halvvejs oppe af vulkanen maatte jeg give op, men det til trods havde det vaeret en fantastisk oplevelse!

Tilbage i Legaspi bearbejdede jeg dagens nederlag hos den gode bager og fik en nats soevn, foer jeg naeste morgen tog til den lokale busterminal for at finde en bus mod Manila. Det halve doegn fanget i et frysende aircon-helvede sad stadig braendt fast i hukommelsen, saa jeg valgte en regulaer bus den her gang. Og alt lovede godt, lige indtil jeg fik saede ved siden af en midaldrende dame i bussen. Damen hed Anna, og bussen havde ikke svunget ud af legaspi city, foer hun havde gang i en haeftig samtale med mig. Monologen udviklede sig til en omfattende familiekroenike med familiealbum og hele moletjavsen, foer Anna halvanden time senere afsloerede sin skjulte agenda "Morgan, will you marry my daughter?". For hoefligheds skyld ventede jeg lige et sekund med at svare nej, men lige meget hjalp det. Hun gav ikke op, og ti minutter efter sad hun og proevede at se fristende ud med en brunkage i haanden, mens hun sagde "... or... you can have me?" (hun loefter oejnbrynene). Brunkagen styrkede saa afgjort hendes sag, men selvdisciplineret styrede jeg mine lyster.

For lige at goere scenen lidt relevant saa virker det til, at der er et par misforstaaelser i omloeb pa Filippinerne, nemlig dem, at alle alenerejsende maend her har brug for viagra, og saa vil de giftes og have "massage". Ihvertfald er det ioejnefaldende, hvor mange gange man kan blive tilbudt aegteskab, massage og viagra i loebet af en indkoebstur. Men minoriteten af gamle maend i blomstrede hawaii-skjorter fra vesten, der gifter sig med purunge filippinas, er jo ogsaa kolosal, saa det retfaerdiggoer vel den slags misforstaaelser.
180 km foer Manila stod jeg af i Lucena, og her brugte jeg nogle dage paa at slappe af, vaere til hoestfestival og laese de sidste sider af det kaetterske skifte, The Da Vinci Code, som ingen katolikker i det her land rigtig bryder som om (eller ihvertfald ikke de fire, jeg har snakket med), for saa at tage resten af vejen til Manila.

d. 18. tog jeg saa fra Manila til Puerto Galera, der ligger paa oeen Mindoro syd for hovedstaden for at tage dykkercertifikat, og her fandt jeg mig en PADI-instruktoer og et vaerelse med koekken. Dykkercertifikatet var halvdyrt, men den fremragende danske mad, dvs. havregryn og broed med nutella, jeg tryllede frem i koekkenet, reddede budgettet. Det blev til seks dyk med koraller og fisk under overfladen, foer jeg hoestede mit certifikat, som jo aabner doeren til en helt fantastisk og enestaaende verden, der er flere klasser over Tropestuen i Nr. Snede! Fantastisk.

Fra at svaeve vaegtloes over fascinerende koralrev plantede jeg nu igen begge mine ben paa jorden i Metro Manila, hvor jorden er for forurenet til, at de kunne slaa roedder, saa tidligere idag floej jeg til Puerto Princesa paa tropeoeen Palawan i min soegen efter en underjordisk flod, et ukultiveret stykke strand, mere dykning og svaret paa nogle af livets store spoergsmaal: har gud et feminint ansigt? og hvor langt skal man gaa for at forbraende en mc flurry? Indtil videre har jeg fundet et guesthouse med en uovertruffen hjemlig atmosfaere og en fantastisk vegetar-restaurant, der er min redningsmand fra at blive supersized og aareforkalket i slagterhuset Manila, saa foerstehandsindtrykket af Palawan er prima.

Jeg glaeder mig til at nyde mine sidste uger i det her fantastiske og kontrastfulde land med afslapning, filosofi og adventure paa Palawan - det bliver en succes!

Mange knus til alle fra Morten

Transport, templer og tour de Mekong

Klokken var langt foer hanegal, da tog 275 d. 17. april forlod Hualamphong togstation i Bangkok. Toget koerte mod graensebyen Aranya Prathet og vogn 76 var lastet med mig og en haandfuld thailandske legetoejssaeglere, der uden forespoergsel demonstrerede, hvor meget larm deres pistoler af den type, som siger kgniiiirn-kgniiiiirn, kunne lave. Scenen var sat til seks soevnloese timer, men lidt over 7 opgav legetoejssaelgerne, og begav sig videre paa deres stoejforurenende togt til naeste vogn, saa jeg oejnede chancen for lidt soevn. Men en blindpassager, der tilfaeldigvis viste sig at vaere soevnens aerkefjende numero uno, en hane, forpurrede disse planer ved at gale resten af vejen.
Lidt foer middag ankom jeg saa til Aranya Prathet, og herfra gik det over stok og sten i tuk-tuk og bus til Siem Reap, en cambodiansk provinsby, hvorfra jeg naeste dag skulle paa udflugt til templet Angkor Wat, verdens stoerste religioese bygning.
Angkor Wat skulle vaere fantastisk ved solopgang, saa naeste morgen, kl. 4, sad jeg igen i tuk-tukkens plys paa vej mod templet. Og Angkor Wat skuffede ikke. Et fantastisk bygningsvaerk selv set i optikken af en skindoed Morten, som for anden morgen i traek havde ofret sin morgensoevn.

Jeg vil springe let og uelegant hen over mine ophold i Battambang, Phnom Penh og Sihanoukville (men tjek billedealbummet!), for at komme videre til noget andet: Tour de Mekong. Udover en togtur med et bambus-tog i Battambang, hvor jeg under hele turen ventede paa, at vognen skulle styrte sammen, havde Cambodia vaeret en tam destination, saa jeg besluttede mig for at skride til handling. Inspireret af et oekoturistisk projekt, Mekong Discovery Trail, tog jeg derfor paa cykeltur ned langs Mekongfloden fra Strung Treng til Kratie, og her foelger historien:

Tilbage i Phnom Penns gader, hvor jeg var landet efter Sihanoukville, lejede jeg en cykel af typen terraengaaende-fold-sammen, og d. 28. april satte jeg saa afsted fra Phnom Penn i bus. Ni timers koersel i nordlig retning senere kunne jeg saa folde mine ben og min cykel ud i provinsbyen Strung Treng (for kort: se link i venstre spalte) efter en bustur, der for mit vedkommende havde vaeret praeget af, at min sidemands lille dreng ikke lige var naaet paa toilettet. Det lille uheld havde forvandlet ni fritimer til ni timers kamp mod en mobil poel af tis paa gulvet, der i hver vejkurve truede med at skylle ind over mine foedder. Jeg undgik dog de vaerste skyl, men selv for en pensioneret paedagogmedhjaelper, der er vant til at haandtere den slags situationer, havde det vaeret en udmattende transport.
Der var ikke meget tid til at komme sig i, for Strung Treng ligger klods op ad mekong-floden, og naeste morgen kl. 6 var jeg i sadlen. Dagens etape fra Strung Treng til landsbyen Koh Knhaer havde en flad profil, men med selvmorderiske insekter i luften, der kastede sig skaanselsloest ind i oejeaeblet, og en braendende hede langs en uvedligeholdt vej var der alligevel lagt op til en udmattende enkelstart.

Men den ene omdrejning tog den anden, og efter 12 fantastiske timer paa vejen i selskab med fiskere, landsbyboern og munke landede jeg i Koh Khnhaer, hvor det hurtigt gik op for mig, at ingen forstod engelsk. ok, "food" og "sleep" gav ingen respons, saa jeg kastede mig ud i noget kropsprog, og efter et kvarter gik det op for en af de yngre lokale, at min maerkelige kropspositur var en imitation af en mand, der sov og spiste, saa han viste mig til en tom offentlig shelter og tilboed mig noget at spise. Jeg takkede ja, og tre timer senere kunne jeg se tilbage paa en aften, hvor jeg havde faaet landsbyens gaestfrihed at smage foerst med et overdaadigt traktement, og saa med en invitation til at sove hos en lokal familie istedet for i shelteren. Fantastisk!

Tidligt naeste morgen takkede jeg for kost og logi, foer jeg fik en lokal fisker til at sejle mig til oeen Koh Rougniv midt i Mekong-floden, hvor jeg ville foelge et oksekaerrespor til oens sydlige spids. Baadturen var en succes, og jeg fandt da ogsaa et oksekaerrespor eller mere specifikt et udvisket hjulaftryk, der vidnede om, at der maaske engang i tidernes morgen havde koert en kaerre her. Jeg besluttede mig for at foelge det enlige hjulaftryk, som Mekong discovery trail havde doebt et spor, ind gennem oeens ret taette vegetation, men efter halvanden time, hvor jeg havde trukket cyklen gennem ploeret, gav jeg op. Hjulaftrykket var en dead end, og jeg maatte vende om. Tilbage ved bredden fandt jeg min redningsmand, en lokal fisker, jeg ogsaa havde set ved ankomsten, og med et "det kunne jeg godt have fortalt dig"-smil paa laeberne boed han mig paa kogte rodfrugter, foer han tilboed at sejle mig tilbage til Koh Khnhaer. Og tilbage til Koh Khnhaer det gik.
Min oprindelige ide var at tage en baad fra Koh Rougnivs sydspids til landsbyen Sambor, hvor jeg ville overnatte i en wat, et buddhistisk tempel, men der var en anden vej til Sambor, en hovedvej. Lettere skuffet over at skulle udskifte det dristige oksekaerrespor med en asfalteret hovedvej skar jeg alligevel ind i landet og vaek fra Mekong-floden for at slutte mig til den store vej, som uventet ledte til en uforglemmelig oplevelse. De 40 kilometer med asfalt i horisonten var jo ikke videre ophidsende, men jeg havde kun lige naaet at saette cyklen i sjette gear, foer en familie, der boede op ad hovedvejen, inviterede mig ind til snaps og snack. Familiens mandlige medlemmer havde tydeligvis allerede drukket taet i et godt stykke tid, men klokken naermede sig jo ogsaa 12 middag. Skik foelge eller land fly, saa jeg fik ogsaa serveret et glas finsprit, som jeg nippede til. Tilbehoeret var et lokalt raakost-mix, der var overraskende velsmagende indtil tredje skefuld, hvor jeg for foerste gang fik oejnkontakt med en af salatens beboere, en roed myre, der sammen med sine artsfaeller ved naermere eftersyn viste sig at vaere salatens hovedingrediens.

Rygtet om en hvid cyklist spredte sig som en steppebrand til nabohusene, og inden jeg fik set mig om, havde min tidlige eftermiddag udviklet sig til en house-crawl, hvor jeg besoegte og spiste ved familier langs hovedvejen, og jeg kan kun tage hatten af for deres gaestfrihed.

House-crawlen satte mig i besiddelse af en fyldt vom, og samtidig satte den mig haabloest bagud i forhold til at naerme mig watten i Sambor den dag, og min mission fejlede da ogsaa, men til gengaeld noed jeg et homestay lige i udkanten af Sambor, saa fra en morgenstund, hvor oksekaerresporet havde svigtet mig, havde dagen udviklet sig i en ret fantastisk retning.

Naeste morgen kiggede jeg forbi watten i Sambor og racede saa de 35 km til Kratie, hvor jeg tog en aeresrunde paa Champs-Élysées ogsaa kendt som den lokale markedsplads, foer jeg lod mig indkvartere paa You Hong Guesthouse. Senere paa dagen cyklede jeg saa til Kampi, hvor jeg lejede en baad i haabet om at se den truede Irrawaddy delfin, der til mit held ikke langt fra kanten aabenbarede sig.

200 fantastiske kilometer vej/sti/oksekaerrespor laa bag mig, og med en halvspoleret bag vente jeg dagen efter tilbage til Phnom Penn, hvor jeg overnattede, foer bussen d. 3. maj gik til Bangkok.

1 maaned fortalt i high-speed og highligts men i low-quality, for min historie i Cambodia og Thailand er meget laengere og bedre, men de gode rester maa mit sultne publikum faa, naar jeg kommer hjem.

d. 9. maj kom jeg saa til Filippinerne, som har vist sig at vaere et fantastisk land, men mere herom senere.

Knus til alle, Morten

Bangkok

Efter et transitophold i fantastiske Indien landede jeg soendag morgen i Bangkok, som gav mig en varm velkomst. Hoej sol og 37 grader. Fra lufthavnen kaempede jeg mig svedende til Khao San road, Bangkoks turistgade, hvor jeg indtog et lille firkantet kammer paa Sweety Guesthouse.

Flyveturen havde vaeret udmattende, saa som en indledende manoevre til en middagslur ville jeg taende vaerelsets ventilator, saa jeg kunne faa et par timer paa oejet. Men istedet for at saette liv i ventilatoren, tog min ringe taalmodighed livet af den. Jeg havde overbelastet systemet ved at trykke paa to knapper samtidigt, saa efter 5 sekunder, hvor ventilatoren havde koert gnindningsfrit, tog den sine sidste moellesving under afgivelse af moerk roeg. Det var et trist oejeblik, ikke mindst fordi en ventilator er en vital forudsaetning for en middagslur i et rum paa 15 kubikmeter uden vinduer. Med et spinkelt haab om soevn lagde jeg mig alligevel til rette paa vaerelsets skummadras, og efter en time sejrede tyngdekraften over de modstridende oejnlag, saa det blev da til en solid halv time paa oejet. Jeg var nu klar til at indtage bangkoks gader.

Det var gaaet mit oere forbi, at thailaenderne fejrer Songkran, det thailandske nytaar, fra d. 12.-15. april, saa da jeg forlod Sweety Guest efter min middagslur, fik jeg en brat opvaagning. Thailaenderne skyder nytaaret ind med 4 dages uafbrudt vandkamp, og denne blev jeg fra dag et offer for. Uden for Sweety Guesthouse blev jeg moedt af hundredvis af vandpistolmundinge, og mens nogle lokale - klogt - forsoemte deres aftraekker, lod andre ikke pistolerne hvile. Denne barnlige opfoersel lod jeg naturligvis ikke gaa ustraffet forbi, saa jeg investerede selv i en 22 kaliber supersoaker. Dens pumpekapacitet levede dog ikke op til mine forventninger (og specielt ikke i en situation, hvor jeg var omringet af 8 tungtarmerede thailaendere), saa senere paa foerstedagen blev den det andet offer for min utaalmodighed, da jeg under et paa kvikke reloads rev den fra hinanden. Gennembloedt forlod jeg slagmarken soendag aften, og sidenhen er jeg kun vendt tilbage som offer, ikke som aktiv deltager.

4 dages vandkamp er efter min mening 2 dage for mange, for naar den foerste begejstring har lagt sig og man er loebet toer for toert toej, kan vandet godt blive et irriterende element, isaer fordi Bangkok har saa meget andet at byde paa. De seneste dage er saaledes gaaet med at undersoege Bangkoks kulturelle tilbud, som hverken er faatallige eller trivielle. Mandag og tirsdag gik turen til Chinatown, Wat Pho, Grand Palace og Wat Phra Kaew, som raader over den fantastiske Emerald Buddha, en buddha-figur udfoert i jade. Vandpistolerne levnede desvaerre ikke meget toert raaderum til at tage billeder, men skal jeg give et sprogligt billede af min oplevelse af f.eks. Emerald Buddha, vil jeg sammenligne den med at spise en onsdagssnegl, hvor den smovsede midte er en pendant til buddha-figuren. Inden du naar til Emerald Buddha eller sneglens midte er du propmaet, fordi onsdagssnegle og templer som Wat Phra Kaew simpelthen bare er for ekstravagante. Konklusionen maa derfor vaere, at Wat Pho, Grand Palace og Wat Phra Kaew alle er fantastiske bygningsvaereker, men maaske lidt for fantastiske til at fordoeje paa to dage.
Igaar onsdag brugte jeg saa sammen med Rikke og Camilla, og det var et dejligt gensyn, hvor vi over en bid thai-mad fik snakket om de gode gamle dage og vores rejser. Tak for en dejlig dag i to. En sidegevinst ved gensynet var, at jeg fik lov til at snylte paa deres varme vand og fjersyn. Ogsaa tak for det. I er soede.


Jeg vil til at runde af, men jeg skulle da vaere et skarn, hvis jeg ikke lige giver demonstrationerne i Bangkok en kommentar inden farvel, saa den kommer her. Personligt har jeg kun deltaget i vandkampene, og jeg har ikke set noget til nogle demonstrationer. Det store antal soldater i gaderne vidner dog om, at det ikke er det pure opspind, men situationen skulle vaere stabiliseret, saa nervoese sjaele derude kan godt slappe af nu.
Imorgen tidlig tager jeg toget 5.50 til den cambodianske graense, og det bliver fedt. Men jeg glaeder mig ogsaa til at vende tilbage om 2-3 uger til et Bangkok uden for Songkran, for Chinatown, hvor jeg havde forventet at finde et dyre- og madmarked uden sidestykke, var lidt doedt, naar alle thailaendere holdt ferie. Samtidig er Bangkok bare ikke det karakterloese tourist paradise, som jeg havde forventet, men en blanding af moderne storby og gammel kultur (bedst illustreret ved munken, jeg moedte, i 7-eleven), som er fantastisk at faerdes i.
Jeg sidder paa en internetcafe omringet af lokale, som har gang i et eller andet computerspil, hvor man aabenbart skal raabe hoejt, hvis man vil vinde, og min sidemand vinder meget, saa af hensyn til min hoerelse maa jeg hellere sige tak for nu.

Mange knus til alle Morten

P.S. igaar fik jeg installeret en ny ventilator af aeldre dato paa mit rum, saa der er heller ingen grund til at bekymre sig om min skoenhedssoevn. Den faar jeg.

Incredible India

Saa naaede jeg til vejs ende i Nepal, og computeren, som nu ligger tastetur til mine fingres blide slag, staar i Delhi, Indiens hovedstad.


Mine sidste dage i Kathmandus gader boed ikke paa meget dramatik, kun en lettere dramatisk scene paa vej til den indiske ambassade, hvor jeg pga. en misforstaaelse for en kort stund delte vejbane med Nepals praesident Ram Baran Yadav, indtil militaeret gav mig et vink med en vognstang (laes: riffel) om, at dette ikke var tiden til en audiens. Jeg forstod hentydningen og gjorde retraete fra asfalten, og et kvarter senere naaede jeg helskindet frem til ambassaden, hvor dramatik blev afloest af syv lange timer, hvor jeg var offer for det nepalesiske bureaukrati. Herre jemini. Men et transitvisum fik jeg da.


I onsdags, den 8. april, sagde jeg saa tak og paa gensyn til fantastiske Nepal for at drage til en anden hovedstad paa subkontinentet, Delhi. I overgangsritualets aand lod jeg overskaegget falde foer afrejse - mit livs fejltagelse. 95 procent af de indiske maend og et mindretal af de indiske kvinder stordyrker nemlig denne type ansigtsbehaaring, saa det var et bestialsk modeselvmord, jeg havde begaaet. Indierne fandt mig skyldig og doemte mig til 4 dages ubetinget transitophold i de indiske plattenslageres soegelys, for min nybarberede overlaebe deklarerede tydeligt, at jeg var ny i dette land.
Uden for lufthavnen ventede billethajer i stimevis, og min tur til Paharganj, et turistomraade naer New Delhi togstationen, bar da ogsaa praeg af, at min taxi-chauffoer aabenlyst proevede at snyde mig. Foerst kunne chauffoeren ikke finde vej, saa overrakte han en mobiltelefon til mig, hvor jeg kom i kontakt med et "turist kontor", hvis repraesentant haardnakket paastod, at jeg skulle betale afgift for at komme til Paharganj, og at mit hotel forresten var fyldt med stoffer og kriminelle, og saa var vejen til hotellet pludselig lukket. Min venlige chauffoer tilboed dog at koere mig til et andet hotel uden ekstra omkostninger, men nu blev jeg lidt haard i mundtoejet, for i selv en dramaqueen, som naer led sultedoeden i Kathmandus gader, er der vel bund. 10 minutter senere uden synet af lukkede veje og afgifter ankom jeg til mit hotel, Hotel Payal, hvor jeg ikke har kunnet opspore nogle stoffer.


I forgaars, den 9. april, ventede saa 4 timer i tog for at komme til Agra og Taj Mahal, og togturen alene var fantastisk, fordi togets hastighed, gode solide 60 kilometer i timen, tillod et kig ind i den indiske kultur og natur langs jernbanen. Paa toget stiftede jeg en turist-duo sammen med engelske Paul, og om aftenen oplevede vi storartede Taj Mahal, som nok er det flotteste bygningsvaerk, jeg nogensinde har set (til min far: undskyld). Ihvertfald er det det flotteste mausoleum, jeg har set, opfoert i marmor. Enestaaende! Udover the Taj boed Agra paa Agra Fort, som jeg ogsaa aflagde et besoeg, foer turen gik mod Delhi igaar.


Idag, d. 11., har jeg afsat til besoeg af Red Fort, Indiens stoerste moske Jama Masjid og Gandhi Memorial Museum og shopping, saa jeg maa hellere komme afsted. Der er fart over feltet, men det er en af de fantastiske ting ved at rejse, at man ikke har tid til at bekymre sig om alle hverdagens smaating - man har kun tid til at vaere. Og Indien og Nepal har begge en fantastisk atmosfaere at vaere i, saa alle tanker om leverpostej, Danmark og alle jer derhjemme bliver kastet til side. I mine sidste dage i Nepal var leverpostejens tyngdefelt ved at faa overtaget, og den trak mine tanker hjem til Danmark, saa nu er det vidunderligt at vaere paa farten igen. I nat gaar turen til bangkok og Thailand - det bliver droengodt.

Knus til alle Morten

... 9 dage senere.

3 fantastiske dage paa seti-floden, et yoga-ophold, dovenskab og en halvslem mavebaktusse har ledt til blog-afholdenhed, men nu slaar mine fingre igen paa tasteturet fra en af de mange internetcaféer i Pokhara, og lad mig begynde, hvor jeg slap: kursus i kajak.

Efter en dag paa Phewa Tal var tiden inde til min ilddaab i Seti-flodens lunkne boelger. Omkring mig var et spinkelt felt af med-kursister (Alan fra Australien og Natasha fra UK), en stab af instruktoerer og en foruroligende taetsiddende neopren-buksedragt, som saa afgjort ikke kan have vaeret gavnlig for min forplantingsevne. Dette og Nepals fantastiske natur lagde rammerne om mit kajak-kursus, som fra start til slut var en fantastisk oplevelse. Dagen foregik paa floden med maegtige stroemfald, mens aftenen gik med indtagelse af varm kakao lavet paa kogt flodvand til synet af fjerne lyn, baal og stjerneklar nattehimmel og lyden af den brusende flod. Fantastisk.

Kajak-kurset fortjener langt mere end 8 linier, men den omtalte mavebaktusse er stadig fanget i systemet, hvorfra den forsoeger at sjaele fokus fra skriveriet, saa for en kort stund vil jeg lade den vaere i rampelyset og fortaelle dens historie.
Efter at jeg igen havde faaet fast grund under foedderne, besluttede jeg mig for at tage paa yoga-ophold naer Pokhara sammen med Natasha, en flink kajak-kursist, for at udforske min spiritualitet og fleksibilitet, og det var formentligt her mavebaktussen indlogerede sig i mit tarmsystem. Foerstedagen forloeb naesten smertefrit, og jeg blev introduceret for yoga, meditation, naeseskylning og mudderbad, saa fra at rejse ud paa Seti-floden, hvor jeg udstyret med en naeseklemme havde vaernet om et toert naesemiljoe, fandt jeg nu mig selv paa en rejse ind i sindet kun afbrudt af den daglige naeseskylning. Men tilbage til min mavebaktusse. Som foerstedagen paa yoga-centret skred frem manifesterede den sig som kraftige mavekramper, saa noget maatte goeres. Tilfaeldigvis havde jeg planlagt en afgiftningskur dagen efter, saa udsigterne for mavesnylteren saa sorte ud. Afgiftningskuren indledtes i mit tilfaelde med 17 timers faste, og derpaa fulgte en drikke-stafet, hvor jeg havde 2-3 timer til raadighed til at drikke 6-7 liter lunkent saltvand. Det var udfordrende at skulle faste under tilstedevaerelsen af popkorn, men maengden af saltvand var umenneskelig, saa efter halvanden liter, hvor synkeprocessen havde vaeret katalyseret af min instruktoer Durgas tilraab, maatte jeg kaste haandklaedet i ringen.
Mavebaktussen lod sig altsaa ikke fordrive med vandkraft, saa i forgaars, d. 1., efter 2 hele dages retreat i bjergene omkring Phewa Tal vendte jeg tilbage til lakeside i Pokhara. Med i baggagen havde jeg nogle brugbare redskaber fra yoga- og meditationstimerne og to 1" hestepiller af pernodiler fra Durga, som skulle kunne kvaele smerterne fra mavekramperne for en stund. Men da selv ikke de og endnu en nats soevn kunne faa krammet paa mit maveonde, tog jeg igaar paa hospitalet, hvor jeg fik udskrevet piller til den helt store guldmedalje, saa medmindre jeg er blevet overmedicineret, burde jeg vaere paa dupperne igen om et par dage. Ingen bekymring.

Mit maveonde har kostet et par hviledage i Pokhara, saa i denne omgang naar jeg ikke til byen Bandipur, som efter sigende skulle vaere en relativt uberoert kulturel perle mellem Pokhara og Kathmandu. Men hellere levne end revne, som man siger. Imorgen tager jeg bussen fra Pokhara tilbage til Kathmandu, og paa onsdag d. 8. gaar turen saa til Delhi og Taj Mahal naer Agra. Det bliver spaendende!

Mange knus Morten