... 9 dage senere.

3 fantastiske dage paa seti-floden, et yoga-ophold, dovenskab og en halvslem mavebaktusse har ledt til blog-afholdenhed, men nu slaar mine fingre igen paa tasteturet fra en af de mange internetcaféer i Pokhara, og lad mig begynde, hvor jeg slap: kursus i kajak.

Efter en dag paa Phewa Tal var tiden inde til min ilddaab i Seti-flodens lunkne boelger. Omkring mig var et spinkelt felt af med-kursister (Alan fra Australien og Natasha fra UK), en stab af instruktoerer og en foruroligende taetsiddende neopren-buksedragt, som saa afgjort ikke kan have vaeret gavnlig for min forplantingsevne. Dette og Nepals fantastiske natur lagde rammerne om mit kajak-kursus, som fra start til slut var en fantastisk oplevelse. Dagen foregik paa floden med maegtige stroemfald, mens aftenen gik med indtagelse af varm kakao lavet paa kogt flodvand til synet af fjerne lyn, baal og stjerneklar nattehimmel og lyden af den brusende flod. Fantastisk.

Kajak-kurset fortjener langt mere end 8 linier, men den omtalte mavebaktusse er stadig fanget i systemet, hvorfra den forsoeger at sjaele fokus fra skriveriet, saa for en kort stund vil jeg lade den vaere i rampelyset og fortaelle dens historie.
Efter at jeg igen havde faaet fast grund under foedderne, besluttede jeg mig for at tage paa yoga-ophold naer Pokhara sammen med Natasha, en flink kajak-kursist, for at udforske min spiritualitet og fleksibilitet, og det var formentligt her mavebaktussen indlogerede sig i mit tarmsystem. Foerstedagen forloeb naesten smertefrit, og jeg blev introduceret for yoga, meditation, naeseskylning og mudderbad, saa fra at rejse ud paa Seti-floden, hvor jeg udstyret med en naeseklemme havde vaernet om et toert naesemiljoe, fandt jeg nu mig selv paa en rejse ind i sindet kun afbrudt af den daglige naeseskylning. Men tilbage til min mavebaktusse. Som foerstedagen paa yoga-centret skred frem manifesterede den sig som kraftige mavekramper, saa noget maatte goeres. Tilfaeldigvis havde jeg planlagt en afgiftningskur dagen efter, saa udsigterne for mavesnylteren saa sorte ud. Afgiftningskuren indledtes i mit tilfaelde med 17 timers faste, og derpaa fulgte en drikke-stafet, hvor jeg havde 2-3 timer til raadighed til at drikke 6-7 liter lunkent saltvand. Det var udfordrende at skulle faste under tilstedevaerelsen af popkorn, men maengden af saltvand var umenneskelig, saa efter halvanden liter, hvor synkeprocessen havde vaeret katalyseret af min instruktoer Durgas tilraab, maatte jeg kaste haandklaedet i ringen.
Mavebaktussen lod sig altsaa ikke fordrive med vandkraft, saa i forgaars, d. 1., efter 2 hele dages retreat i bjergene omkring Phewa Tal vendte jeg tilbage til lakeside i Pokhara. Med i baggagen havde jeg nogle brugbare redskaber fra yoga- og meditationstimerne og to 1" hestepiller af pernodiler fra Durga, som skulle kunne kvaele smerterne fra mavekramperne for en stund. Men da selv ikke de og endnu en nats soevn kunne faa krammet paa mit maveonde, tog jeg igaar paa hospitalet, hvor jeg fik udskrevet piller til den helt store guldmedalje, saa medmindre jeg er blevet overmedicineret, burde jeg vaere paa dupperne igen om et par dage. Ingen bekymring.

Mit maveonde har kostet et par hviledage i Pokhara, saa i denne omgang naar jeg ikke til byen Bandipur, som efter sigende skulle vaere en relativt uberoert kulturel perle mellem Pokhara og Kathmandu. Men hellere levne end revne, som man siger. Imorgen tager jeg bussen fra Pokhara tilbage til Kathmandu, og paa onsdag d. 8. gaar turen saa til Delhi og Taj Mahal naer Agra. Det bliver spaendende!

Mange knus Morten