... 9 dage senere.

3 fantastiske dage paa seti-floden, et yoga-ophold, dovenskab og en halvslem mavebaktusse har ledt til blog-afholdenhed, men nu slaar mine fingre igen paa tasteturet fra en af de mange internetcaféer i Pokhara, og lad mig begynde, hvor jeg slap: kursus i kajak.

Efter en dag paa Phewa Tal var tiden inde til min ilddaab i Seti-flodens lunkne boelger. Omkring mig var et spinkelt felt af med-kursister (Alan fra Australien og Natasha fra UK), en stab af instruktoerer og en foruroligende taetsiddende neopren-buksedragt, som saa afgjort ikke kan have vaeret gavnlig for min forplantingsevne. Dette og Nepals fantastiske natur lagde rammerne om mit kajak-kursus, som fra start til slut var en fantastisk oplevelse. Dagen foregik paa floden med maegtige stroemfald, mens aftenen gik med indtagelse af varm kakao lavet paa kogt flodvand til synet af fjerne lyn, baal og stjerneklar nattehimmel og lyden af den brusende flod. Fantastisk.

Kajak-kurset fortjener langt mere end 8 linier, men den omtalte mavebaktusse er stadig fanget i systemet, hvorfra den forsoeger at sjaele fokus fra skriveriet, saa for en kort stund vil jeg lade den vaere i rampelyset og fortaelle dens historie.
Efter at jeg igen havde faaet fast grund under foedderne, besluttede jeg mig for at tage paa yoga-ophold naer Pokhara sammen med Natasha, en flink kajak-kursist, for at udforske min spiritualitet og fleksibilitet, og det var formentligt her mavebaktussen indlogerede sig i mit tarmsystem. Foerstedagen forloeb naesten smertefrit, og jeg blev introduceret for yoga, meditation, naeseskylning og mudderbad, saa fra at rejse ud paa Seti-floden, hvor jeg udstyret med en naeseklemme havde vaernet om et toert naesemiljoe, fandt jeg nu mig selv paa en rejse ind i sindet kun afbrudt af den daglige naeseskylning. Men tilbage til min mavebaktusse. Som foerstedagen paa yoga-centret skred frem manifesterede den sig som kraftige mavekramper, saa noget maatte goeres. Tilfaeldigvis havde jeg planlagt en afgiftningskur dagen efter, saa udsigterne for mavesnylteren saa sorte ud. Afgiftningskuren indledtes i mit tilfaelde med 17 timers faste, og derpaa fulgte en drikke-stafet, hvor jeg havde 2-3 timer til raadighed til at drikke 6-7 liter lunkent saltvand. Det var udfordrende at skulle faste under tilstedevaerelsen af popkorn, men maengden af saltvand var umenneskelig, saa efter halvanden liter, hvor synkeprocessen havde vaeret katalyseret af min instruktoer Durgas tilraab, maatte jeg kaste haandklaedet i ringen.
Mavebaktussen lod sig altsaa ikke fordrive med vandkraft, saa i forgaars, d. 1., efter 2 hele dages retreat i bjergene omkring Phewa Tal vendte jeg tilbage til lakeside i Pokhara. Med i baggagen havde jeg nogle brugbare redskaber fra yoga- og meditationstimerne og to 1" hestepiller af pernodiler fra Durga, som skulle kunne kvaele smerterne fra mavekramperne for en stund. Men da selv ikke de og endnu en nats soevn kunne faa krammet paa mit maveonde, tog jeg igaar paa hospitalet, hvor jeg fik udskrevet piller til den helt store guldmedalje, saa medmindre jeg er blevet overmedicineret, burde jeg vaere paa dupperne igen om et par dage. Ingen bekymring.

Mit maveonde har kostet et par hviledage i Pokhara, saa i denne omgang naar jeg ikke til byen Bandipur, som efter sigende skulle vaere en relativt uberoert kulturel perle mellem Pokhara og Kathmandu. Men hellere levne end revne, som man siger. Imorgen tager jeg bussen fra Pokhara tilbage til Kathmandu, og paa onsdag d. 8. gaar turen saa til Delhi og Taj Mahal naer Agra. Det bliver spaendende!

Mange knus Morten

Pokhara

Efter at have tilbagelagt en breddekreds med bus, er jeg ankommet til Pokhara, en oase midt i Nepal. Den sydvestlige bydel graenser op til soeen Phewa Tal, som de omkransende sneklaedte bjerge spejler sig i, saa, naar vejret er klart, er udsigten enestaaende. Klart vejr er dog et sjaeldent faenomen, saa jeg maa noejes med at gnide mig i haenderne over, at jeg efter en benhaard prutning fik prisen paa en overnatning paa hotel Fire on the mountain ved Lakeside ned paa, hvad der i halrunde tal svarer til en dansk femmer. Med i koebet fik jeg to vaerelseskammerater, britten Chris, som for det meste er at finde paa hotellets terrasse med en joint haengende fra mundvigen, og italieneren Martin, som bruger en del tid foran den kogeoe, som han har etableret paa vaerelsets 4. seng. Flinke fyre.

Udover fantastiske naturrammer og lavbudget hoteller er Pokharas saelgere et modstykke til de lokale af samme profession i Kathmandu, som ikke accepterer et nej. Nepalesernes afslappede mentalitet braender virkelig igennem her, saa til afslapning er denne destination ideel. Bagsiden af medaljen er saa, naar man bestiller en varm kakao. Et kvarters leveringstid paa en halvlunken kakao er bare ikke iorden.

Den sidste haandfuld dage er gaaet med at opleve Pokharas kulturelle og dristige tilbud: Den fantastiske fredspagode, Gupteschor Mahadev Cave, hvor hinduer tilbeder en meterhoej stalagmit som Shivas penis (penis og grotte i en og samme saetning - jo, det kunne vist godt underlaegges en freudeansk tolkning), templer i den gamle bykerne og International Mountain Museum, som jeg personligt vil saette som en af ugens hoejdepunkter med gennemgang af verdens hoejeste bjerge, udstilling af udstyr fra de foerste overlevende ekspeditioner paa disse og en yeti lavet af discount-gulvmopper - meget overbevisende. Det var saa ugens kulturelle input, og nu til de dristige: Moedet med penis-grotten og yetien var selvfoelgelig ret dristigt, men paa listen over fuldblodsadventure, som ikke involverer fallos eller yeti, er bl.a. udforskningen af Mahendra Gufa og Bat cave, som er beliggende ca. 8 kilometer fra Lakeside. Mahendra Gufa er med sine gloedelamper noget turistvenlig, og den gav mig blod paa tanden til at udforske den kulsorte, fugtige og snaevre Bat Cave. 10 minutter efter, i midten af Bat cave, var de eneste med blod paa tanden de tusindvis af flagermus, som hang ned fra grottens loft, saa efter en u-vending og 3 minutters kapgang var jeg tilbage paa overfalden.

Pokhara tilbyder andet end undergrundsaktiviteter, saa soendag, d. 22., kastede jeg mig ud i tandem-paragliding sammen med en lokal instruktoer, der ifoelge rygtet skulle vaere regional mester i at lande paa et aeg. Ja, den fyr havde et overbevisende CV. Det blev til 20 minutters gnidningsfri flyvning, indtil min pilot med en saakaldt "Spirale" satte alle sejl ind for at fremkalde en kommentar fra en ellers tilbagelaenet Morten, og det resulterede i et kvarters foelelsesloeshed i mine underben. Men jeg overlevede, og vi landede sikkert - dog ikke paa noget aeg, men paa min numsebag, hvilket viste sig at vaere et komfortabelt alternativ til et aeg.

Til vands, til lands og i luften. Mit forsoemte element har vaeret vandet, og tiden er kommet til at kompensere for min personlige hygiejne i bjergene, saa idag, d. 25., og 3 dage frem er mit hjem en kajak paa Siti River. Idag blev jeg introduceret for mit fartoej paa Phewa Tal, hvor jeg sammen med australieren Alan som dagens klimaks skulle laere at lave en groenlaendervending. Klimakset blev dog vendt til et antiklimaks, da mit 20. forsoeg paa at laere denne aedle kunst gik i vasken, og jeg maette traekke mig tilbage fra soen med en saaret hofte. Men i det mindste hoestede jeg et sympatisk skulderklap fra min instruktoer, som vel ogsaa selv har vaeret paa mit stadie inden for groenlaendervendinger, forsterstadiet.

Regnen har staaet ned i staenger til aften, saa floden har ingen undskyldning for at vaerre daarlig imorgen. Det bliver fedt. 

Mange knus fra Morten 

Chitwan

Efter 2 dages riverafting og 2 ukomfortable timer i bus, hvor jeg fik bekraeftet, at jeg har/havde et haleben, er jeg nu landet i Chitwan, junglens hjerte, et distrikt i det sydlige Nepal paa graesen til Indien. Inden for 48 timer har jeg nu proevet kraefter med gummibaad og bus, og det er med sikker roest, at jeg kan sige, at buskoersel i Nepal er langt mere action-packed end riverafting.

Riverafting foregik paa floden Trisuli, hvor flaadens besaetning denne tirsdag bestod af de to danske piger, Mette og Line, og skudens soemaend, kaptajnen og undertegnede. Til min skuffelse bed kaptajnen ikke maerke i min erfaring, som var frugten af afskillige ture paa "Colorado River" i Djurs Sommerland, men selv uden ros til flaadens enlige matros blev stroemfald som "Pin ball", "Twin Rock", " Rocky 2" og "Surprise" af svaerhedsgraderne III og IV forceret til ug med kryds og slange. Halsbraekkende var det ikke, men jeg fik da vasket mit toej, og flodens omgivelser var slaaaende. Fiskere, minearbejdere og lokale alkoholmagere havde taget plads langs floden og smaa vandfald forenede denne med hoejereliggende plateauer, saa naar stoemfaldene tillod et pusterum, tog udsigten pusten fra en.
Natten til onsdag sov vi i telt. Liggeunderlaget venligst udlaant af lokale bidrog ikke til megen komfort, men som udsigten paa floden fortraengte solopgangen i horisonten med Trisuli i forgrunden onsdag morgen smerterne fra mit hekseskud.

Efter lidt naering og 2 timers riverrafting onsdag stod jeg over for dagens ultimative adventure, koersel med lokal bus. Vejforholdene (klatvis asfalt), koeretoejet (bus uden affjedring) og den lokale chauffoer bidrog til en uforglemmelig oplevelse, hvor isaer mit haleben, som var saerligt eksponeret efter 2 uger i bjergene, hvor min numse havde mistet sin beskyttende polstring, siger tak for en god tur.

Til min overraskelse deler jeg i Chitwan hotel med de to TG-kendinge Astrid J. og Eric C., som er en del af et stoerre dansk selskab. Denne trekloever af TG-folk tog torsdag, d. 19., paa safari i kano, paa gaaben og paa elefantryg, hvor hjorte, paafugle, aber, krokodiller, naesehorn og en tiger - eller ihvertfald dens fodaftryk - blev spottet. Junglesafari til fods med et stoerre selskab kan virke lidt meningsloest, for hvilket dyr vaelger at aabenbare sig, naar 25 blegfede danskere trasker rundt i en loevskov med et knasende bladtaeppe? Det skulle da lige vaere en skovflaat. Anderledes er oddsene i kano, og for snyltere paa elefant poserer hjort saavel som naesehorn. En fantastisk oplevelse, hvor der var rig mulighed for at faa sanseapparatet fyldt til bristepunktet.

Idag, d. 20., var morgenen dedikeret til fuglene, saa foer hanegal havde jeg og andre haabefulde amatoer-ornitologer udstyret sig med en kikkert i den gode tro, at det faktisk kan vaere spaendende at kigge paa fugle. De foerste 20 minutter forloeb gnidningsfrit, men i takt med at guiden fik talt sig varm, fik flere af gruppens medlemmer kolde foedder, og forlod selskabet. Udholdende forblev jeg, og efter 2 timers vandring, hvor klimaks var en oern i horisonten, var vi tilbage, hvor det hele startede, paa Hotel Parkland, og konklusionen maa vaere: fugle kan vaere spaendende, men indfoesel i Chitwans fugleliv serveret i et monotont stemmeleje er ufordoejeligt for de fleste kl. 7 paa en hoejhellig fredag.
Fuglevandringen havde plantet en dvaskhed i mit korpus, saa en del af det danske selskab, som Astrid og Eric tilhoerte, og jeg tog ned for at bade med elefanter. Ikke lang tid herefter, et toiletbesoeg og 15 minutters gang, fandt jeg mig selv paa ryggen af et 4 tons koedbjerg, som ikke havde taenkt sig at slippe mig toer gennem dagen. Det udviklede sig til rodeo, hvor jeg efter 10 sekunders wrestling med roeven i vandskorpen, maatte lade mig kaste ned i det indbydende vand, som var en god suppe af stoev og vand krydret med elefantaffoering. Nede fra vandoverfladen havde man saa udsigt til bagdelen af flere tonstunge elefanter, som ikke flyttede sig, naar man skulle forbi. Fantastisk, nervepirrende og sjovt!


Det var alt for nu. Husk at tjekke billeder paa Picasa Web (linket er til venstre).

Knus Morten

Himalaya

Efter 19. dages raa forsoemmelse er jeg vendt tilbage til tasteturet. Det er et modstridende tastetur, jeg er vendt tilbage til, saa jeg vil laegge fra land med en advarsel: denne beretning kan indeholde adskillige slaafejl.

Beretningen begynder tilbage i tidernes morgen i februar, naermere bestemt d. 25., som jeg havde afsat til rundtur paa Durbar Square i Kathmandu. Rygtet (laes: Lonely Planet) sagde, at der fandtes en levende guddinde her, saa jeg blaeste jagten ind paa hende. Eftermiddagen gik paa haeld, og det ene minut tog det andet uden aabenbaringer indtil 16.03 hvor mine sporhunde, Magdalena og Lianna, to tyskere med naese for gudinder, ledte mig paa sporet af denne paastaaede guddom i en baggard. Kumarien, den levende gudinde, aabenbarede sig her paa en balkon. Fra mit froeperspektiv kunne hun ligne en 4-aarig med en svaghed for overdreven brug af make-up, men hvor mange 4-aarige bor i et hus med traeudskaeringer, som selv ikke Emil fra Loenneberg under en husarrest kunne have gjort efter? De slaaende traeudskaeringer trak taeppet vaek under mine smaablasfemiske ideer. Kumarien skaenkede ikke publikum et smil, men set i lysets af Shivas inkarnationer, som jo heller ikke alle sammen er lige konstruktive, var det vel fair nok.

Efter audiensen fulgte nogle rolige dage, hvor jeg i foelgeskab med Lise og Louise, 2 piger fra hovedstaden, ville fejre det tibetanske nytaar, Losar, i Bodhnath og indlede en anden jagt, jagten paa en buddha-statue i Patan, den 2. stoerste by i Kathmandu valley. Det blev dog hverken til Buddha-statue eller Losar. Buddha-statuen havde jeg udset mig, men broedflov, som jeg var, ville jeg lige fylde depoterne foer de endelige forhandlinger. Med fyldt vom i stoedet til at lave en fornuftig investering drog jeg ud for at genfinde buddha-statuen, men som dug for solen var den forsvundet. Mit fravaer ved fejringen af Losar skyldes derimod min aabenbart ekseptionelt daarlige udtale af nepalesiske stednavne. Faktum er ihvertfald, at jeg istedet for at ende i Bodhnath endte i Pashupatinath, 2 destinationer der ikke deler ordlyd (eller geografisk placering!), men som min udtale alligevel goer forvekselige for en richshaw-chauffoer. 2 mislykkede missioner, du fredsens. Min ringe udtale affoedte dog et besoeg paa en lokal byggeplads. I Nepal er graensen mellem murvaerk og makvaerk haarfin og brug af vatterpas er tabubelagt, men de nepalesiske murersvende slider i det, og saa har de et godt oejemaal. Jagten paa Buddha boed ogsaa paa held i uheld, da jeg fandt mig selv i midten af et bryllupsoptog talende med gommens bror. Bryllupsoptogets musikanter fremtryllede et oeredoevende stoejinferno, som med en danskers oejne syntes til at vaere rendyrket sabotage, men et kraftigt og langt forspil foer selve brullupsagten er aabenbart normen i det her land. Jeg skippede agten og efterspillet og lod bryllupsparret for sig selv, og tog tilbage mit kammer i Kathmandu for at planlaegge mit forestaaende trek.

Som kandidater til mit trek var Annapurna Circuit og Everest Basecamp. Annapurna Circuit tilbyder biodiversitet, kulturel diversitet og en nyanlagt vej (!), mens Everest basecamp tilbyder afsides beliggenhed og sit navn. Valget faldt paa Everest Basecamp, saa d. 1. marts satte jeg mine foedder i Lukla efter 40 minutters flyvning, hvor mit fokus havde vaeret paa knapperne i pilotens kontrolpanel, som alarmerende blinkede roedt. Lukla ligger i Solukhumbu distriktet, som netop huser Mount Everest, og herfra satte jeg sammen med min guide Ras Kumar Rai kurs mod Phading, som var en af de mange mellemstationer foer endestaionen, Basecamp.

Jeg har noeje foert logbog under trekket, men en publicering af hele logbogen vil vaere for omfattende, saa istedet kaster jeg nogle highlights ud i cyberspace. Fra Phading gik turen til Namche Bazaar, hvor den foerste hoejdesyge manifesterede sig med hovedpine. Til tider minder livet paa bjergstien om en loerdag morgen efter en gymnasiefest, hvor man, som den dydige Toerringborger man er, er paa vej efter rundstykker ved bageren. Hovedpinen trykker og paa nogle passager ligger chipsposer, oeldaaser og noget der ligner kondomemballage (i Nepal huser den intet kondom, men derimod noget krydret sovs). Og er man rigtig heldig og dygtig, opsporer man en rulle toiletpapir, der har udtjent sin vaernepligt. Skraldet i bjergenes fantastiske natur er et trist syn, men det er desvaerre et faktum, man maa forholde sig til, saa min guide og jeg lavede paa flere straekninger en grovmasket trawling af skrald. Men nok om kulturimperialisme. I Namche Bazaar holdt jeg hviledag for at akklimatisere, og det hjalp paa hovedpinen. Herfra gik turen til Teng Boche, hvor jeg overvaerede en ceremoni i en gompa (tibetansk kloster), og videre til Ding Boche uden de store problemer, men moedet med Loboche og dens mad satte en stopper for mit gode flow. Drama. Fra Loboche satte jeg afsted med min guide 6.30 d. 8. marts, men efter 1 times gang maatte jeg give op. Noget mad (et aeg, en pandekage og noget kartoffelmos er de mistaenkte) og hoejden (4910 m) havde lavet en sammensvaegelse mod mig, saa efter at jeg paa groveste vis havde afmaerket mit territorium, vendte jeg hjem til Loboche igen for at holde hviledag. Dagene op til Lobuche forloeb i et nogenlunde fast moenster, som jeg kort vil skitsere her:

Klokken 6.30 er det ud af fjerene, hvorpaa den staar paa morgenmad og ca. 5 timers trekking afbrudt af en middagspause. Ved 13-tiden er vi fremme ved dagens lodge, hvor der er redt op til en storstilet morfar inden aftensmaden. Jeg springer i de lange underbukser og forpupper mig i 2-3 timer. 2-3 timer i puppen er ikke helt nok til at lave en sommerfugl, og 2 ugers total forsoemmelse af personlig hygiejne saetter sine spor. Daglig skoenhedssoevn kan ikke kompensere for et bad - det ved jeg nu. Ved 18-tiden spiser jeg aftensmad, og saa er aftenenen ellers aaben for alle de aktiviteter, man nu kan foretage sig i 2842-5550 meters hoejde. Aktiviteterne begraenser sig til spisning, soevn, dyb taenkning og boglaesning (+ toiletrelaterede aktiviteter i Lobuche).

Den megen taenkning fik mig til at overveje, hvad der er vaerdigfuldt i livet, og jeg kom frem til foelgende:

- ren haand, fordi beskidt haand i hoejderne leder til squat toiletter, hvor udholdenhed og praesition er et must for et vellykket resultat
- familie, fordi det er fundamentet i ethvert liv. De fundamentloese boern i Kathmandu har intet tilholdssted og er doemt til et liv paa gaden.
-uddannelse, fordi det paa en gang er fascinerende og soergmodigt at se portere loefte alt fra 40-140 kg op og ned ad bjergsiderne. I bjergregionerne er der ringe adgang til uddannelse, og mange bliver tvunget ud i porterlivet i en ung alder.





Efter en turbulent hviledag i Lobuche var jeg paa vejen igen med naesetippen rettet mod Everest Basecamp, og efter 9 haarde dage med op- og nedture kunne jeg saette min fod paa Basecampen til verdens tag. Det lyder glamourøst, men det er det ikke. Everest Basecamp bestaar af sten, is og bedeflag, og Gudenaaens udspring er noget mere sevaerdigt. Min guide og jeg fejrede triumfen med kiks og vand, for saa at vende tilbage til Gorakshep, hvorfra vi i den gryende morgen naeste dag besteg Kala Patthar, turens hoejdepunkt med sine 5550 meter. I den hoejde maatte jeg kaempe for ethvert iltmolekyle, mens min guide til min frustration sprang fra sten til sten som en antilope. D. 10 marts efter den fantastiske udsigt fra Kala Patthar til M. Everest gik det ned ad bjerget, og efter at have brugt 10 dage paa at komme derop, tog det 3 dage at komme ned til udgangspunktet Lukla. Nedstigningen var fantastisk, fordi jeg havde overskud til at skaenke naturen og bjergene blikke modsat opstigningen, hvor jeg havde fokuseret paa hvert skridt. Fantastisk.
Tilbage i Lukla inviterede min guide mig hen til hans "restaurant". Min guide var 21 aar, nygift og han havde imod min forventning (, der byggede paa det lokale rejsebereaus beskrivelse "guide med et gnidningsfrit engelsk") lidt problemer med det engelske. Derfor indgik ham og jeg en aftale om, at han laerte mig nepalesisk, mens jeg laerte ham engelsk og dansk. Hvad angaar dansk blev det til "vi sejler op ad aaen...", men efter en halv time ned ad bjerget, hvor min guide havde koert denne frase paa repeat, maatte jeg skifte frekvens til en nepalesisk sang. Hvad angaar engelsk kunne jeg maerke hans glaede ved at laere, og undervisningen byggede bro imellem os, saa en tak skal der lyde til min guide Ras Kumar Rai for et vellykket trek. Skulderklap herfra. Forresten var maden fortrinnelig, saa ogsaa et skulderklap til hans 18-aarige kone, kokken.

Nu er jeg saa tilbage i Kathmandu, Thamel, hvor jeg har brugt et par dage paa at genvinde den tabte vaegt vha. god continental food. Imorgen forlader jeg Kathmandu igen for at rafte paa Trisula floden ned til Chitwan, hvor jeg skal bruge nogle dage paa safari - fedt!

En varm hilsen til alle derhjemme. Jeg savner dansk mad (laes: leverpostej), knus

Morten