Himalaya

Efter 19. dages raa forsoemmelse er jeg vendt tilbage til tasteturet. Det er et modstridende tastetur, jeg er vendt tilbage til, saa jeg vil laegge fra land med en advarsel: denne beretning kan indeholde adskillige slaafejl.

Beretningen begynder tilbage i tidernes morgen i februar, naermere bestemt d. 25., som jeg havde afsat til rundtur paa Durbar Square i Kathmandu. Rygtet (laes: Lonely Planet) sagde, at der fandtes en levende guddinde her, saa jeg blaeste jagten ind paa hende. Eftermiddagen gik paa haeld, og det ene minut tog det andet uden aabenbaringer indtil 16.03 hvor mine sporhunde, Magdalena og Lianna, to tyskere med naese for gudinder, ledte mig paa sporet af denne paastaaede guddom i en baggard. Kumarien, den levende gudinde, aabenbarede sig her paa en balkon. Fra mit froeperspektiv kunne hun ligne en 4-aarig med en svaghed for overdreven brug af make-up, men hvor mange 4-aarige bor i et hus med traeudskaeringer, som selv ikke Emil fra Loenneberg under en husarrest kunne have gjort efter? De slaaende traeudskaeringer trak taeppet vaek under mine smaablasfemiske ideer. Kumarien skaenkede ikke publikum et smil, men set i lysets af Shivas inkarnationer, som jo heller ikke alle sammen er lige konstruktive, var det vel fair nok.

Efter audiensen fulgte nogle rolige dage, hvor jeg i foelgeskab med Lise og Louise, 2 piger fra hovedstaden, ville fejre det tibetanske nytaar, Losar, i Bodhnath og indlede en anden jagt, jagten paa en buddha-statue i Patan, den 2. stoerste by i Kathmandu valley. Det blev dog hverken til Buddha-statue eller Losar. Buddha-statuen havde jeg udset mig, men broedflov, som jeg var, ville jeg lige fylde depoterne foer de endelige forhandlinger. Med fyldt vom i stoedet til at lave en fornuftig investering drog jeg ud for at genfinde buddha-statuen, men som dug for solen var den forsvundet. Mit fravaer ved fejringen af Losar skyldes derimod min aabenbart ekseptionelt daarlige udtale af nepalesiske stednavne. Faktum er ihvertfald, at jeg istedet for at ende i Bodhnath endte i Pashupatinath, 2 destinationer der ikke deler ordlyd (eller geografisk placering!), men som min udtale alligevel goer forvekselige for en richshaw-chauffoer. 2 mislykkede missioner, du fredsens. Min ringe udtale affoedte dog et besoeg paa en lokal byggeplads. I Nepal er graensen mellem murvaerk og makvaerk haarfin og brug af vatterpas er tabubelagt, men de nepalesiske murersvende slider i det, og saa har de et godt oejemaal. Jagten paa Buddha boed ogsaa paa held i uheld, da jeg fandt mig selv i midten af et bryllupsoptog talende med gommens bror. Bryllupsoptogets musikanter fremtryllede et oeredoevende stoejinferno, som med en danskers oejne syntes til at vaere rendyrket sabotage, men et kraftigt og langt forspil foer selve brullupsagten er aabenbart normen i det her land. Jeg skippede agten og efterspillet og lod bryllupsparret for sig selv, og tog tilbage mit kammer i Kathmandu for at planlaegge mit forestaaende trek.

Som kandidater til mit trek var Annapurna Circuit og Everest Basecamp. Annapurna Circuit tilbyder biodiversitet, kulturel diversitet og en nyanlagt vej (!), mens Everest basecamp tilbyder afsides beliggenhed og sit navn. Valget faldt paa Everest Basecamp, saa d. 1. marts satte jeg mine foedder i Lukla efter 40 minutters flyvning, hvor mit fokus havde vaeret paa knapperne i pilotens kontrolpanel, som alarmerende blinkede roedt. Lukla ligger i Solukhumbu distriktet, som netop huser Mount Everest, og herfra satte jeg sammen med min guide Ras Kumar Rai kurs mod Phading, som var en af de mange mellemstationer foer endestaionen, Basecamp.

Jeg har noeje foert logbog under trekket, men en publicering af hele logbogen vil vaere for omfattende, saa istedet kaster jeg nogle highlights ud i cyberspace. Fra Phading gik turen til Namche Bazaar, hvor den foerste hoejdesyge manifesterede sig med hovedpine. Til tider minder livet paa bjergstien om en loerdag morgen efter en gymnasiefest, hvor man, som den dydige Toerringborger man er, er paa vej efter rundstykker ved bageren. Hovedpinen trykker og paa nogle passager ligger chipsposer, oeldaaser og noget der ligner kondomemballage (i Nepal huser den intet kondom, men derimod noget krydret sovs). Og er man rigtig heldig og dygtig, opsporer man en rulle toiletpapir, der har udtjent sin vaernepligt. Skraldet i bjergenes fantastiske natur er et trist syn, men det er desvaerre et faktum, man maa forholde sig til, saa min guide og jeg lavede paa flere straekninger en grovmasket trawling af skrald. Men nok om kulturimperialisme. I Namche Bazaar holdt jeg hviledag for at akklimatisere, og det hjalp paa hovedpinen. Herfra gik turen til Teng Boche, hvor jeg overvaerede en ceremoni i en gompa (tibetansk kloster), og videre til Ding Boche uden de store problemer, men moedet med Loboche og dens mad satte en stopper for mit gode flow. Drama. Fra Loboche satte jeg afsted med min guide 6.30 d. 8. marts, men efter 1 times gang maatte jeg give op. Noget mad (et aeg, en pandekage og noget kartoffelmos er de mistaenkte) og hoejden (4910 m) havde lavet en sammensvaegelse mod mig, saa efter at jeg paa groveste vis havde afmaerket mit territorium, vendte jeg hjem til Loboche igen for at holde hviledag. Dagene op til Lobuche forloeb i et nogenlunde fast moenster, som jeg kort vil skitsere her:

Klokken 6.30 er det ud af fjerene, hvorpaa den staar paa morgenmad og ca. 5 timers trekking afbrudt af en middagspause. Ved 13-tiden er vi fremme ved dagens lodge, hvor der er redt op til en storstilet morfar inden aftensmaden. Jeg springer i de lange underbukser og forpupper mig i 2-3 timer. 2-3 timer i puppen er ikke helt nok til at lave en sommerfugl, og 2 ugers total forsoemmelse af personlig hygiejne saetter sine spor. Daglig skoenhedssoevn kan ikke kompensere for et bad - det ved jeg nu. Ved 18-tiden spiser jeg aftensmad, og saa er aftenenen ellers aaben for alle de aktiviteter, man nu kan foretage sig i 2842-5550 meters hoejde. Aktiviteterne begraenser sig til spisning, soevn, dyb taenkning og boglaesning (+ toiletrelaterede aktiviteter i Lobuche).

Den megen taenkning fik mig til at overveje, hvad der er vaerdigfuldt i livet, og jeg kom frem til foelgende:

- ren haand, fordi beskidt haand i hoejderne leder til squat toiletter, hvor udholdenhed og praesition er et must for et vellykket resultat
- familie, fordi det er fundamentet i ethvert liv. De fundamentloese boern i Kathmandu har intet tilholdssted og er doemt til et liv paa gaden.
-uddannelse, fordi det paa en gang er fascinerende og soergmodigt at se portere loefte alt fra 40-140 kg op og ned ad bjergsiderne. I bjergregionerne er der ringe adgang til uddannelse, og mange bliver tvunget ud i porterlivet i en ung alder.





Efter en turbulent hviledag i Lobuche var jeg paa vejen igen med naesetippen rettet mod Everest Basecamp, og efter 9 haarde dage med op- og nedture kunne jeg saette min fod paa Basecampen til verdens tag. Det lyder glamourøst, men det er det ikke. Everest Basecamp bestaar af sten, is og bedeflag, og Gudenaaens udspring er noget mere sevaerdigt. Min guide og jeg fejrede triumfen med kiks og vand, for saa at vende tilbage til Gorakshep, hvorfra vi i den gryende morgen naeste dag besteg Kala Patthar, turens hoejdepunkt med sine 5550 meter. I den hoejde maatte jeg kaempe for ethvert iltmolekyle, mens min guide til min frustration sprang fra sten til sten som en antilope. D. 10 marts efter den fantastiske udsigt fra Kala Patthar til M. Everest gik det ned ad bjerget, og efter at have brugt 10 dage paa at komme derop, tog det 3 dage at komme ned til udgangspunktet Lukla. Nedstigningen var fantastisk, fordi jeg havde overskud til at skaenke naturen og bjergene blikke modsat opstigningen, hvor jeg havde fokuseret paa hvert skridt. Fantastisk.
Tilbage i Lukla inviterede min guide mig hen til hans "restaurant". Min guide var 21 aar, nygift og han havde imod min forventning (, der byggede paa det lokale rejsebereaus beskrivelse "guide med et gnidningsfrit engelsk") lidt problemer med det engelske. Derfor indgik ham og jeg en aftale om, at han laerte mig nepalesisk, mens jeg laerte ham engelsk og dansk. Hvad angaar dansk blev det til "vi sejler op ad aaen...", men efter en halv time ned ad bjerget, hvor min guide havde koert denne frase paa repeat, maatte jeg skifte frekvens til en nepalesisk sang. Hvad angaar engelsk kunne jeg maerke hans glaede ved at laere, og undervisningen byggede bro imellem os, saa en tak skal der lyde til min guide Ras Kumar Rai for et vellykket trek. Skulderklap herfra. Forresten var maden fortrinnelig, saa ogsaa et skulderklap til hans 18-aarige kone, kokken.

Nu er jeg saa tilbage i Kathmandu, Thamel, hvor jeg har brugt et par dage paa at genvinde den tabte vaegt vha. god continental food. Imorgen forlader jeg Kathmandu igen for at rafte paa Trisula floden ned til Chitwan, hvor jeg skal bruge nogle dage paa safari - fedt!

En varm hilsen til alle derhjemme. Jeg savner dansk mad (laes: leverpostej), knus

Morten