Bangkok

Efter et transitophold i fantastiske Indien landede jeg soendag morgen i Bangkok, som gav mig en varm velkomst. Hoej sol og 37 grader. Fra lufthavnen kaempede jeg mig svedende til Khao San road, Bangkoks turistgade, hvor jeg indtog et lille firkantet kammer paa Sweety Guesthouse.

Flyveturen havde vaeret udmattende, saa som en indledende manoevre til en middagslur ville jeg taende vaerelsets ventilator, saa jeg kunne faa et par timer paa oejet. Men istedet for at saette liv i ventilatoren, tog min ringe taalmodighed livet af den. Jeg havde overbelastet systemet ved at trykke paa to knapper samtidigt, saa efter 5 sekunder, hvor ventilatoren havde koert gnindningsfrit, tog den sine sidste moellesving under afgivelse af moerk roeg. Det var et trist oejeblik, ikke mindst fordi en ventilator er en vital forudsaetning for en middagslur i et rum paa 15 kubikmeter uden vinduer. Med et spinkelt haab om soevn lagde jeg mig alligevel til rette paa vaerelsets skummadras, og efter en time sejrede tyngdekraften over de modstridende oejnlag, saa det blev da til en solid halv time paa oejet. Jeg var nu klar til at indtage bangkoks gader.

Det var gaaet mit oere forbi, at thailaenderne fejrer Songkran, det thailandske nytaar, fra d. 12.-15. april, saa da jeg forlod Sweety Guest efter min middagslur, fik jeg en brat opvaagning. Thailaenderne skyder nytaaret ind med 4 dages uafbrudt vandkamp, og denne blev jeg fra dag et offer for. Uden for Sweety Guesthouse blev jeg moedt af hundredvis af vandpistolmundinge, og mens nogle lokale - klogt - forsoemte deres aftraekker, lod andre ikke pistolerne hvile. Denne barnlige opfoersel lod jeg naturligvis ikke gaa ustraffet forbi, saa jeg investerede selv i en 22 kaliber supersoaker. Dens pumpekapacitet levede dog ikke op til mine forventninger (og specielt ikke i en situation, hvor jeg var omringet af 8 tungtarmerede thailaendere), saa senere paa foerstedagen blev den det andet offer for min utaalmodighed, da jeg under et paa kvikke reloads rev den fra hinanden. Gennembloedt forlod jeg slagmarken soendag aften, og sidenhen er jeg kun vendt tilbage som offer, ikke som aktiv deltager.

4 dages vandkamp er efter min mening 2 dage for mange, for naar den foerste begejstring har lagt sig og man er loebet toer for toert toej, kan vandet godt blive et irriterende element, isaer fordi Bangkok har saa meget andet at byde paa. De seneste dage er saaledes gaaet med at undersoege Bangkoks kulturelle tilbud, som hverken er faatallige eller trivielle. Mandag og tirsdag gik turen til Chinatown, Wat Pho, Grand Palace og Wat Phra Kaew, som raader over den fantastiske Emerald Buddha, en buddha-figur udfoert i jade. Vandpistolerne levnede desvaerre ikke meget toert raaderum til at tage billeder, men skal jeg give et sprogligt billede af min oplevelse af f.eks. Emerald Buddha, vil jeg sammenligne den med at spise en onsdagssnegl, hvor den smovsede midte er en pendant til buddha-figuren. Inden du naar til Emerald Buddha eller sneglens midte er du propmaet, fordi onsdagssnegle og templer som Wat Phra Kaew simpelthen bare er for ekstravagante. Konklusionen maa derfor vaere, at Wat Pho, Grand Palace og Wat Phra Kaew alle er fantastiske bygningsvaereker, men maaske lidt for fantastiske til at fordoeje paa to dage.
Igaar onsdag brugte jeg saa sammen med Rikke og Camilla, og det var et dejligt gensyn, hvor vi over en bid thai-mad fik snakket om de gode gamle dage og vores rejser. Tak for en dejlig dag i to. En sidegevinst ved gensynet var, at jeg fik lov til at snylte paa deres varme vand og fjersyn. Ogsaa tak for det. I er soede.


Jeg vil til at runde af, men jeg skulle da vaere et skarn, hvis jeg ikke lige giver demonstrationerne i Bangkok en kommentar inden farvel, saa den kommer her. Personligt har jeg kun deltaget i vandkampene, og jeg har ikke set noget til nogle demonstrationer. Det store antal soldater i gaderne vidner dog om, at det ikke er det pure opspind, men situationen skulle vaere stabiliseret, saa nervoese sjaele derude kan godt slappe af nu.
Imorgen tidlig tager jeg toget 5.50 til den cambodianske graense, og det bliver fedt. Men jeg glaeder mig ogsaa til at vende tilbage om 2-3 uger til et Bangkok uden for Songkran, for Chinatown, hvor jeg havde forventet at finde et dyre- og madmarked uden sidestykke, var lidt doedt, naar alle thailaendere holdt ferie. Samtidig er Bangkok bare ikke det karakterloese tourist paradise, som jeg havde forventet, men en blanding af moderne storby og gammel kultur (bedst illustreret ved munken, jeg moedte, i 7-eleven), som er fantastisk at faerdes i.
Jeg sidder paa en internetcafe omringet af lokale, som har gang i et eller andet computerspil, hvor man aabenbart skal raabe hoejt, hvis man vil vinde, og min sidemand vinder meget, saa af hensyn til min hoerelse maa jeg hellere sige tak for nu.

Mange knus til alle Morten

P.S. igaar fik jeg installeret en ny ventilator af aeldre dato paa mit rum, saa der er heller ingen grund til at bekymre sig om min skoenhedssoevn. Den faar jeg.

Incredible India

Saa naaede jeg til vejs ende i Nepal, og computeren, som nu ligger tastetur til mine fingres blide slag, staar i Delhi, Indiens hovedstad.


Mine sidste dage i Kathmandus gader boed ikke paa meget dramatik, kun en lettere dramatisk scene paa vej til den indiske ambassade, hvor jeg pga. en misforstaaelse for en kort stund delte vejbane med Nepals praesident Ram Baran Yadav, indtil militaeret gav mig et vink med en vognstang (laes: riffel) om, at dette ikke var tiden til en audiens. Jeg forstod hentydningen og gjorde retraete fra asfalten, og et kvarter senere naaede jeg helskindet frem til ambassaden, hvor dramatik blev afloest af syv lange timer, hvor jeg var offer for det nepalesiske bureaukrati. Herre jemini. Men et transitvisum fik jeg da.


I onsdags, den 8. april, sagde jeg saa tak og paa gensyn til fantastiske Nepal for at drage til en anden hovedstad paa subkontinentet, Delhi. I overgangsritualets aand lod jeg overskaegget falde foer afrejse - mit livs fejltagelse. 95 procent af de indiske maend og et mindretal af de indiske kvinder stordyrker nemlig denne type ansigtsbehaaring, saa det var et bestialsk modeselvmord, jeg havde begaaet. Indierne fandt mig skyldig og doemte mig til 4 dages ubetinget transitophold i de indiske plattenslageres soegelys, for min nybarberede overlaebe deklarerede tydeligt, at jeg var ny i dette land.
Uden for lufthavnen ventede billethajer i stimevis, og min tur til Paharganj, et turistomraade naer New Delhi togstationen, bar da ogsaa praeg af, at min taxi-chauffoer aabenlyst proevede at snyde mig. Foerst kunne chauffoeren ikke finde vej, saa overrakte han en mobiltelefon til mig, hvor jeg kom i kontakt med et "turist kontor", hvis repraesentant haardnakket paastod, at jeg skulle betale afgift for at komme til Paharganj, og at mit hotel forresten var fyldt med stoffer og kriminelle, og saa var vejen til hotellet pludselig lukket. Min venlige chauffoer tilboed dog at koere mig til et andet hotel uden ekstra omkostninger, men nu blev jeg lidt haard i mundtoejet, for i selv en dramaqueen, som naer led sultedoeden i Kathmandus gader, er der vel bund. 10 minutter senere uden synet af lukkede veje og afgifter ankom jeg til mit hotel, Hotel Payal, hvor jeg ikke har kunnet opspore nogle stoffer.


I forgaars, den 9. april, ventede saa 4 timer i tog for at komme til Agra og Taj Mahal, og togturen alene var fantastisk, fordi togets hastighed, gode solide 60 kilometer i timen, tillod et kig ind i den indiske kultur og natur langs jernbanen. Paa toget stiftede jeg en turist-duo sammen med engelske Paul, og om aftenen oplevede vi storartede Taj Mahal, som nok er det flotteste bygningsvaerk, jeg nogensinde har set (til min far: undskyld). Ihvertfald er det det flotteste mausoleum, jeg har set, opfoert i marmor. Enestaaende! Udover the Taj boed Agra paa Agra Fort, som jeg ogsaa aflagde et besoeg, foer turen gik mod Delhi igaar.


Idag, d. 11., har jeg afsat til besoeg af Red Fort, Indiens stoerste moske Jama Masjid og Gandhi Memorial Museum og shopping, saa jeg maa hellere komme afsted. Der er fart over feltet, men det er en af de fantastiske ting ved at rejse, at man ikke har tid til at bekymre sig om alle hverdagens smaating - man har kun tid til at vaere. Og Indien og Nepal har begge en fantastisk atmosfaere at vaere i, saa alle tanker om leverpostej, Danmark og alle jer derhjemme bliver kastet til side. I mine sidste dage i Nepal var leverpostejens tyngdefelt ved at faa overtaget, og den trak mine tanker hjem til Danmark, saa nu er det vidunderligt at vaere paa farten igen. I nat gaar turen til bangkok og Thailand - det bliver droengodt.

Knus til alle Morten