Transport, templer og tour de Mekong

Klokken var langt foer hanegal, da tog 275 d. 17. april forlod Hualamphong togstation i Bangkok. Toget koerte mod graensebyen Aranya Prathet og vogn 76 var lastet med mig og en haandfuld thailandske legetoejssaeglere, der uden forespoergsel demonstrerede, hvor meget larm deres pistoler af den type, som siger kgniiiirn-kgniiiiirn, kunne lave. Scenen var sat til seks soevnloese timer, men lidt over 7 opgav legetoejssaelgerne, og begav sig videre paa deres stoejforurenende togt til naeste vogn, saa jeg oejnede chancen for lidt soevn. Men en blindpassager, der tilfaeldigvis viste sig at vaere soevnens aerkefjende numero uno, en hane, forpurrede disse planer ved at gale resten af vejen.
Lidt foer middag ankom jeg saa til Aranya Prathet, og herfra gik det over stok og sten i tuk-tuk og bus til Siem Reap, en cambodiansk provinsby, hvorfra jeg naeste dag skulle paa udflugt til templet Angkor Wat, verdens stoerste religioese bygning.
Angkor Wat skulle vaere fantastisk ved solopgang, saa naeste morgen, kl. 4, sad jeg igen i tuk-tukkens plys paa vej mod templet. Og Angkor Wat skuffede ikke. Et fantastisk bygningsvaerk selv set i optikken af en skindoed Morten, som for anden morgen i traek havde ofret sin morgensoevn.

Jeg vil springe let og uelegant hen over mine ophold i Battambang, Phnom Penh og Sihanoukville (men tjek billedealbummet!), for at komme videre til noget andet: Tour de Mekong. Udover en togtur med et bambus-tog i Battambang, hvor jeg under hele turen ventede paa, at vognen skulle styrte sammen, havde Cambodia vaeret en tam destination, saa jeg besluttede mig for at skride til handling. Inspireret af et oekoturistisk projekt, Mekong Discovery Trail, tog jeg derfor paa cykeltur ned langs Mekongfloden fra Strung Treng til Kratie, og her foelger historien:

Tilbage i Phnom Penns gader, hvor jeg var landet efter Sihanoukville, lejede jeg en cykel af typen terraengaaende-fold-sammen, og d. 28. april satte jeg saa afsted fra Phnom Penn i bus. Ni timers koersel i nordlig retning senere kunne jeg saa folde mine ben og min cykel ud i provinsbyen Strung Treng (for kort: se link i venstre spalte) efter en bustur, der for mit vedkommende havde vaeret praeget af, at min sidemands lille dreng ikke lige var naaet paa toilettet. Det lille uheld havde forvandlet ni fritimer til ni timers kamp mod en mobil poel af tis paa gulvet, der i hver vejkurve truede med at skylle ind over mine foedder. Jeg undgik dog de vaerste skyl, men selv for en pensioneret paedagogmedhjaelper, der er vant til at haandtere den slags situationer, havde det vaeret en udmattende transport.
Der var ikke meget tid til at komme sig i, for Strung Treng ligger klods op ad mekong-floden, og naeste morgen kl. 6 var jeg i sadlen. Dagens etape fra Strung Treng til landsbyen Koh Knhaer havde en flad profil, men med selvmorderiske insekter i luften, der kastede sig skaanselsloest ind i oejeaeblet, og en braendende hede langs en uvedligeholdt vej var der alligevel lagt op til en udmattende enkelstart.

Men den ene omdrejning tog den anden, og efter 12 fantastiske timer paa vejen i selskab med fiskere, landsbyboern og munke landede jeg i Koh Khnhaer, hvor det hurtigt gik op for mig, at ingen forstod engelsk. ok, "food" og "sleep" gav ingen respons, saa jeg kastede mig ud i noget kropsprog, og efter et kvarter gik det op for en af de yngre lokale, at min maerkelige kropspositur var en imitation af en mand, der sov og spiste, saa han viste mig til en tom offentlig shelter og tilboed mig noget at spise. Jeg takkede ja, og tre timer senere kunne jeg se tilbage paa en aften, hvor jeg havde faaet landsbyens gaestfrihed at smage foerst med et overdaadigt traktement, og saa med en invitation til at sove hos en lokal familie istedet for i shelteren. Fantastisk!

Tidligt naeste morgen takkede jeg for kost og logi, foer jeg fik en lokal fisker til at sejle mig til oeen Koh Rougniv midt i Mekong-floden, hvor jeg ville foelge et oksekaerrespor til oens sydlige spids. Baadturen var en succes, og jeg fandt da ogsaa et oksekaerrespor eller mere specifikt et udvisket hjulaftryk, der vidnede om, at der maaske engang i tidernes morgen havde koert en kaerre her. Jeg besluttede mig for at foelge det enlige hjulaftryk, som Mekong discovery trail havde doebt et spor, ind gennem oeens ret taette vegetation, men efter halvanden time, hvor jeg havde trukket cyklen gennem ploeret, gav jeg op. Hjulaftrykket var en dead end, og jeg maatte vende om. Tilbage ved bredden fandt jeg min redningsmand, en lokal fisker, jeg ogsaa havde set ved ankomsten, og med et "det kunne jeg godt have fortalt dig"-smil paa laeberne boed han mig paa kogte rodfrugter, foer han tilboed at sejle mig tilbage til Koh Khnhaer. Og tilbage til Koh Khnhaer det gik.
Min oprindelige ide var at tage en baad fra Koh Rougnivs sydspids til landsbyen Sambor, hvor jeg ville overnatte i en wat, et buddhistisk tempel, men der var en anden vej til Sambor, en hovedvej. Lettere skuffet over at skulle udskifte det dristige oksekaerrespor med en asfalteret hovedvej skar jeg alligevel ind i landet og vaek fra Mekong-floden for at slutte mig til den store vej, som uventet ledte til en uforglemmelig oplevelse. De 40 kilometer med asfalt i horisonten var jo ikke videre ophidsende, men jeg havde kun lige naaet at saette cyklen i sjette gear, foer en familie, der boede op ad hovedvejen, inviterede mig ind til snaps og snack. Familiens mandlige medlemmer havde tydeligvis allerede drukket taet i et godt stykke tid, men klokken naermede sig jo ogsaa 12 middag. Skik foelge eller land fly, saa jeg fik ogsaa serveret et glas finsprit, som jeg nippede til. Tilbehoeret var et lokalt raakost-mix, der var overraskende velsmagende indtil tredje skefuld, hvor jeg for foerste gang fik oejnkontakt med en af salatens beboere, en roed myre, der sammen med sine artsfaeller ved naermere eftersyn viste sig at vaere salatens hovedingrediens.

Rygtet om en hvid cyklist spredte sig som en steppebrand til nabohusene, og inden jeg fik set mig om, havde min tidlige eftermiddag udviklet sig til en house-crawl, hvor jeg besoegte og spiste ved familier langs hovedvejen, og jeg kan kun tage hatten af for deres gaestfrihed.

House-crawlen satte mig i besiddelse af en fyldt vom, og samtidig satte den mig haabloest bagud i forhold til at naerme mig watten i Sambor den dag, og min mission fejlede da ogsaa, men til gengaeld noed jeg et homestay lige i udkanten af Sambor, saa fra en morgenstund, hvor oksekaerresporet havde svigtet mig, havde dagen udviklet sig i en ret fantastisk retning.

Naeste morgen kiggede jeg forbi watten i Sambor og racede saa de 35 km til Kratie, hvor jeg tog en aeresrunde paa Champs-Élysées ogsaa kendt som den lokale markedsplads, foer jeg lod mig indkvartere paa You Hong Guesthouse. Senere paa dagen cyklede jeg saa til Kampi, hvor jeg lejede en baad i haabet om at se den truede Irrawaddy delfin, der til mit held ikke langt fra kanten aabenbarede sig.

200 fantastiske kilometer vej/sti/oksekaerrespor laa bag mig, og med en halvspoleret bag vente jeg dagen efter tilbage til Phnom Penn, hvor jeg overnattede, foer bussen d. 3. maj gik til Bangkok.

1 maaned fortalt i high-speed og highligts men i low-quality, for min historie i Cambodia og Thailand er meget laengere og bedre, men de gode rester maa mit sultne publikum faa, naar jeg kommer hjem.

d. 9. maj kom jeg saa til Filippinerne, som har vist sig at vaere et fantastisk land, men mere herom senere.

Knus til alle, Morten